Beslægtede forfatterskaber

Der er to danske forfattere, der især er kendte for at skrive om Grønland. Kim Leine og Iben Mondrup. Alene af den grund er der ligheder mellem deres bøger og Niviaq Korneliussens romaner, fordi det tilsyneladende er umuligt at skrive om Grønland uden at berøre den postkoloniale tematik.

Iben Mondrups roman ”Godhavn” fra 2014 har dog en del mere til fælles med Niviaq Korneliussens HOMO sapienne”. De to romaner er begge kendetegnede ved et sprudlende og direkte sprog, og samtidig rummer de en vital spænding mellem det brutale og sprogligt direkte over for en øm sanselighed. Begge fortællinger er også flerstemmige. Niviaq Korneliussen fortæller sin historie gennem fem jeg-fortællere, mens Mondrup fortæller en tredjepersonsfortælling igennem tre søskende – Bjørk på omkring 8, Knut på 12 og Hilde på 15. Perspektivet på Grønland er dog forskelligt i de to bøger, eftersom Mondrup skriver om dansker-børn og derfor skriver om landet set udefra, mens Korneliussen skriver indefra. Aldersmæssigt er der også forskel på bøgernes hovedpersoner. Alligevel er begær et essentielt tema i begge bøger. Hvor Korneliussen mest skriver om det seksuelle begær, undersøger Mondrup begæret fra barnets perspektiv. Begge romaner leverer også et tidsbillede, selv om det er forskellige tider, de handler om. Mondrups fortælling udspiller sig 1970’erne, mens Korneliussens foregår lige nu og her.      

Et andet kendetegn ved Korneliussens forfatterskab er, at det ungdommelige især udfoldes i sproget. En anden dansk forfatter, der også har gjort sig bemærket ved det, er Hanne Højgaard Viemose. Hendes debutroman ”Hannah” fra 2011 er af samme årsag blevet kaldt en ungdomsroman – altså en bog som unge kan spejle sig i, og det kan man med rette hævde også er tilfældet for Korneliussens romaner.  

Enhver generation og nation har brug for litteratur at spejle sig i, og netop det håber Niviaq Korneliussen at kunne bidrage til. Hun siger: ”Unge – og grønlændere helt generelt – har ikke haft interesse for at læse grønlandske bøger, fordi det ikke rigtigt siger dem noget. Jeg vil gerne give dem noget nyt, noget befriende at læse, indholdsmæssigt. Så de kan se, at kunst kommer i forskellige former.” (Inge S. Rasmussen: ”Er de Grønlands nye fortællere?” Politiken, 2015-03-01).