I lighed med den foregående roman i serien placerer også ”Stenhuggaren” fra 2006 (”Stenhuggeren” 2007) Erica Falck på et sidespor som opdager, idet hun i dette tredje bind i serien er nybagt mor og mindre end nogensinde kan løsrive sig fra hjemmet. Alligevel har hun som den kvindelige hovedperson en fuldkommen central rolle som omdrejningspunkt for et krimiplot, der netop sætter fokus på og problematiserer forestillingerne om moderrollen. Erica lider åbenlyst af en alvorlig fødselsdepression efter at være nedkommet med hendes og Patriks datter Maja, og dermed kommer hun til at fungere som spejl for den historie om svigtende mødre, ”Stenhuggeren” som kriminalroman helt overordnet handler om. Romanen tegner et dystert portræt af moderrollen, idet Camilla Läckberg går til kernen i myten om den altopofrende moder.
26665671
”Stenhuggeren” starter med, at nogle fiskere finder liget af en syvårig pige i Fjällbackas havn. Hvad der i første omgang ligner en tragisk drukneulykke, viser sig snart at være koldblodigt mord. Den lille pige har ikke havvand i lungerne, men ferskvand iblandet sæberester. Alt tyder på, at hun er blevet druknet i et badekar.
Igen sættes Patrik på opgaven, og igen er det hans kløgt, der, på trods af det rystende uduelige politikorps på den lokale politistation, leder efterforskningen på sporet af den uhyggelige gåde bag barnemordet.
Som et hidtil uset træk i serien bygger Camilla Läckberg romanen op som en fortælling på to tidsplaner: Den nutidige mordefterforskning i Fjällbacka og en grusom historie om svigt og ondskab, der fandt sted firs år tidligere i samme område. En historie, der handler om, hvor langt en kvinde vil gå for at kontrollere sit eget liv – også selvom det koster livet for de børn, hun ifølge en på alle måder kulturbærende myte skulle vogte med sit eget liv.
”Stenhuggeren” er således uden tvivl Camilla Läckbergs mest helstøbte krimi indtil videre, dels fordi den er mere komplekst opbygget end de øvrige romaner i serien, dels fordi hun helt grundlæggende tager fat i et uhyre spændende stof og formår at rejse nogle interessante spørgsmål undervejs, uden dog nogensinde at give køb på spændingskurven og plottets kvalitet. Hvad de to sidstnævnte faktorer angår er ”Stenhuggeren” også den langt mest velfungerende af Läckbergs romaner.