Den seneste af Camilla Läckbergs krimier, der er blevet oversat til dansk, er ”Olycksfågeln” fra 2006 (”Ulykkesfuglen” 2008). Der er gået omtrent et år, siden vi sidst var i Fjällbacka, Erica og Patrik er ved at finde en rytme som forældre, det er forår, og et bryllup er under opsejling. Men så bliver Patrik og hans nye kollega, den dygtige Hanna Kruse, kaldt ud til en færdselsulykke, hvor en kvindelig bilist er blevet slået ihjel. Det ligner umiddelbart et alkoholrelateret uheld, men der er noget ved hele sagen, der nager Patrik. I den forulykkede bil finder man en afreven side af Brødrene Grimms eventyr ”Hans og Grete”, og som romanen skrider frem går det op for Patrik, at morderens motiv er knyttet til denne klassiske fortælling om indespærring af og vold mod børn. Opklaringsarbejdet bliver imidlertid forplumret godt og grundigt af det veritable rykind af tv-folk, journalister og fans, der følger i kølvandet på realityshowet ”Fucking Tanum”, der har valgt at beære lokalsamfundet med sin tilstedeværelse under optagelserne af den seneste sæson
”Fucking Tanum” er, som den slags realityshows ofte også er i virkeligheden, fuld af mere eller mindre afsporede, selvcentrerede, men reelt dybt tragiske og ensomme unge mennesker, der i den iscenesatte indespærring og daglige overvågning af hundredtusindvis af seere søger den bekræftelse, livet ellers langt fra har givet dem. ”Fucking Tanum” sætter Fjällbacka og omegn på den anden ende og splitter lokalsamfundet i to, dem, der afskyr det usmagelige show og al den hurlumhej, det fører med sig, og dem, der tager imod det med kyshånd, fordi det giver mediebevågenhed til byen. Panikken breder sig imidlertid i begge lejre, da en af showets populære, kvindelige deltagere bliver fundet brutalt myrdet efter en fest i byen. Jagten på morderen går ind, men har drabet på realityprinsessen nogen forbindelse til den forulykkede kvinde og de mord rundt omkring på Sveriges vestkyst, som Patrik og Hanna efterhånden får kædet sammen med bilulykken, fordi der i nærheden af ofrene bliver fundet en side fra ”Hans og Grete”?
27173845
I lighed med ”Prædikanten” og ”Stenhuggeren” er Erica også i denne omgang placeret på sidelinjen i forhold til mordefterforskningen, men Camilla Läckberg forbliver tro mod hende, hvad angår opmærksomhed i fortællingen. Erica er blevet mor, og rollen som mor - med dens glæder og fortrædeligheder - er i Camilla Läckbergs krimiunivers ingenlunde ubetydelig eller for triviel til at blive udforsket i form af en parallelhistorie til opklaringsarbejdet. Men Camilla Läckberg har også et velgennemtænkt sigte med at tematisere moderrollen så intenst i disse seneste bøger: Hermed binder hun en sløjfe tilbage til ”Isprinsessen”, hvor hele udgangspunktet for Ericas tilbagevenden til Fjällbacka var hendes forældres voldsomme og uventede død. I begyndelsen af ”Isprinsessen” kredser Ericas tanker om moderen, der gennem hele Ericas barndom virkede underlig fjern, ofte urimelig streng og frem for alt ude af stand til at vise ømhed, og det erindringsbillede har læseren for længst glemt alt om, da Erica i slutningen af ”Ulykkesfuglen” finder en række dokumenter og billeder på loftet i sine forældres hus – hvor hun og Patrik nu bor – som lader ane, at hun langtfra kender alt til sandheden om sin mor. Her slipper Camilla Läckberg sin heltinde ”tilbage” i det gådefulde univers, hvor krimilitteraturens efterforskere, opdagere og snushaner bevæger sig og byder hende så at sige tilbage fra sin tre bind lange barsel.
Slutningen af ”Ulykkesfuglen” er således en veritabel ”cliffhanger”, der lader læseren tilbage med en række ubesvarede spørgsmål og stor appetit på næste bind af Fjällbacka-serien. Kursen er allerede lagt for længe siden, og Camilla Läckberg forbliver gennemført tro mod den. Det er familiens blod, der flyder i hendes bøger, og før eller siden kan heller ikke opdageren holde det fra livet, men må lukke sin egen slægts skeletter ud af skabet. Det er det, slutningen af ”Ulykkesfuglen” varsler. Danske læsere må spændt vente til næste bind, ”Tyskungen”, som udkom på svensk i 2007.