Camilla Läckbergs Fjällbacka-serie tegner et universelt billede af lilleputsamfundet som et potentielt rum for overgreb og ondskab, og dermed placerer serien sig ikke umiddelbart i den svenske tradition for samtids- og samfundskritiske krimier, der begyndte med Maj Sjöwall og Per Wahlöös verdensberømte romaner om kriminalkommissær Beck i Stockholm. Fjällbacka-romanerne er snarere arvtagere til Agatha Christies Miss Marple-univers, som Camilla Läckberg kombinerer med en moderne volds- og grusomhedsæstetik inspireret af filmmediet.
28682417
Det er værd at bemærke, at Camilla Läckberg hermed skriver sig ind i en tendens i svensk krimilitteratur, som i disse år i høj grad profileres af kvindelige forfattere, nemlig, hvad man kunne kalde ”hjemstavnslitteraturens genkomst i krimien”. Her bør især nævnes forfatterinderne Åsa Larsson og Mari Jungstedt, hvis krimier er henlagt til henholdsvis et lilleputsamfund nær Kiruna i Nordsverige og landlige omgivelser på øen Gotland i Østersøen. Hos begge disse forfatterinder er det den provinsielle ramme og dens geografiske og klimatiske særpræg, der er i fokus. I Larssons romaner er præmissen den barske natur og vejrliget i Nordsverige, hvor solen om sommeren er oppe hele tiden og om vinteren aldrig viser sig. I Jungstedts univers er rammen den på en gang fashionable og søvnige ”ferieø”, der om sommeren fyldes med jetsettere og kongelige, og som resten af året er ramt af arbejdsløshed og kedsomhed. Både Åsa Larsson og Mari Jungstedt trækker i deres krimier på personlige erfaringer gennem opvæksten i de respektive miljøer, og tilfører dermed – ligesom Camilla Läckberg – en art landlig eksotisme til et krimilandskab, der i meget høj grad præges af storbyen og tidens fascination af det globale og grænseoverskridende. Det lille, søvnige samfund langt fra verdens og mediernes tummel er i bund og grund ukendt land for langt de fleste moderne mennesker i en tid, hvor stadig flere samler sig i byerne, globaliseringen er rykket ind i stuerne og ord som ”terror”, ”trafficking”, ”østeuropæiske mafiabander” og ”verdensomspændende epidemier” er blevet hverdag.
I den forstand kan man sige, at krimiforfattere som Camilla Läckberg, Åsa Larsson og Mari Jungstedt med flere også kan ”tillade” sig at skrive nogle andre historier end dem, vi normalt får serveret i den efterhånden traditionelle samfunds- og storbykritiske, politiske krimi. De er ikke bundet af et genkendeligt eller ”realistisk” univers, endsige det medieskabte univers, som moderne mennesker i høj grad identificerer sig ud fra. I stedet skriver de om et nærmest mytisk landskab, hvor tiden går langsommere og hvor påvirkningen udefra mærkes langt mindre voldsomt end i storbyen og de transnationale miljøer, som storpolitikken og det globale trusselsbillede opererer inden for rammerne af. Det er moderne skrækfortællinger om al den uhygge, der kan udspille sig lige inde på den anden side af hækken hos naboen, hos dem, du troede var dine venner, hjemme hos byens spidser – ja, hjemme hos den mor og far, der skulle være den sidste og stærkeste bastion mod det onde.