Beslægtede forfatterskaber

Åsa Larssons forfatterskab har mange tematiske ligheder med hendes litterære forbillede Kerstin Ekman. Det store tema i begge forfatterskaber synes at være menneskets afhængighed af og fællesskab med den store natur. Vildmarken er derfor en naturlig scene i begge forfatterskaber. Biblen spiller også en væsentlig rolle for begge forfattere. Hos Ekman refererer mange navne f.eks. direkte til bibelske navne, og der optræder ofte mange religiøse handlinger i hendes romaner. Larsson beskriver i højere grad miljøer, hvor Biblen er en naturlig del af menneskers liv.

De kvindelige forfattere fylder meget i det svenske krimilandskab for øjeblikket – med Liza Marklund og Mari Jungstedt som de bedst sælgende. Det er nærliggende at sammenligne Åsa Larssons forfatterskab med deres. Og de har også flere ting til fælles: Kvindelige helte, gode plots, landet og et stort publikum. Men den hverdagslige køkkenbordssnak og det meget samfundskritiske adskiller dem. Samfundskritik tematiseres ikke i Larssons forfatterskab. Hun koncentrerer sig om mere universelle temaer som religion og tro, slægt og fortid og nutid, natur, kærlighed, død og forholdet mellem mennesker.

Den psykisk ustabile Rebecka Martinsson minder om danske Susanne Stauns Maria Krause, hovedpersonen i ”Døderummet” og ”Hilsen fra Rexville”. Begge hovedpersoner er outsidere, der helst vil klare tingene selv, men Staun er nok noget mere radikal med sin hovedperson, der bestiller voldtægter for fornøjelsens skyld. Bliver vi ved Larssons persongalleri giver den lokale politikvinde Anna-Maria Mella, der i den første bog ”Solstorm” er højgravid, mindelser til den gæve og jordbundne Marge Gunderson, hovedpersonen i Coen-brødrenes film ”Fargo” fra 1996.

Larsson fortæller selv, at Biblen og særligt Det Gamle Testamente har været en stor inspiration og også er grunden til, at det blev krimigenren, hun kastede sig ud i. Hun siger: ”Jeg plejer at give Det Gamle Testamente skylden for, at jeg skriver krimier. I mine unge år i Kiruna var jeg medlem af en frikirke og sådan en slags hallelujapige. Dengang læste jeg meget i Det Gamle Testamente, som jo er én lang ophobning af helte, vold, blod og skurke. Selvfølgelig er det lidt let at give Det Gamle Testamente skylden, men i hvert fald er det en del af min bagage”. (Carsten Andersen: Nord for polarcirklen går handlingen i gang. Politiken, 2008-11-12).