Det afsluttende bind i milleniumtrilogien er en rendyrket politisk thriller. I “Luftslottet som sprängdes” fra 2007 (“Luftkastellet der blev sprængt”, 2007) er det hele det svenske administrative apparat, der sprænges i luften i det endelige opgør om Lisbeth Salanders skæbne. Stieg Larsson starter 3. bind præcis ved forrige binds cliffhanger. Lisbeth Salander har på mirakuløs vis overlevet skud og levende begravelse, hun ligger hårdt såret på hospitalet og er desuden arresteret. Foran hende venter retssag, fængsel og opbevaring på ubestemt tid. Men Mikael Blomkvist slipper hende ikke. Hvad der startede som en sag om kvindelhandel viser sig at rumme så meget mere; ikke mindst nøglen til Salanders situation. Blomkvist står langt fra alene. Holdet fra Millenium er med, og de flankeres af stort set alle, der tidligere har fattet en snært af sympati for den sære Lisbeth. Optændt forestillingen om grænseløs uretfærdighed tager de kampen op, og kamp til stregen får de af en vrimmel af udspekulerede efterretningsagenter og hemmelige ’sektioner’ af koldkrigere fra statsorganer, der ikke skyer nogen midler.
Blomkvist og fæller optrævler langsomt et komplot, der rækker langt op i systemet og kulminationen kommer i et retssalsopgør, der ikke lader Hollywood noget tilbage at ønske.
27598374Alle tragedierne i Salanders historie oprulles i trilogiens afsluttende bind. Hvordan hendes far tævede hendes mor til hjerneskade, hvordan Salander forsøgte at hævne moderen som 12-årig og hvordan det førte til tvangsindlæggelse, vold og voldtægt og umyndiggørelse. Familietragedien er nemlig blot en lille brik i et større spil om afhoppere fra Sovjet, der får lang line af et småstats-Sverige under paranoiaens pres. Et barn med drift mod hævn er blot noget, man rydder af vejen i en højere sags tjeneste.
Plottet ruller derudaf, men igen er det Larssons interesse for sine karakterer, der hiver stikket hjem. Udover Salander får også andre karakterer mere kød og blod end tidligere, og den feministiske nerve er tydelig uden at være programmatisk. Blomkvist får assistance fra Säpo i form af en veltrænet agent med det kurvede navn Monica Figuerola – hende lægger han naturligvis ned, men det anes, at Blomkvist måske har fundet et mere holdbart match.
Sympatien er hos de rigtige mennesker, antipatien er skånselsløs overfor system-Sverige, hvor formynderi dækker over korruption og tvivlsom retspraksis. Her ligger en kritik, der er til at tage at føle på. Men det er den stille forsoning mellem mænd og kvinder, der mødes som mennesker, der ligger Larsson på sinde.