I 2016 udkom Kim Leines lille roman ”De søvnløse”. Handlingen udspiller sig over én dags forløb i den lille grønlandske by Tasiilaq, og med udgangspunkt i det lokale sygehus kastes der et kollektivt blik på en række af menneskene i byen. Det er sommer, det er lyst døgnet rundt, og vi befinder os i år 2025. Men selvom Leine henlægger begivenhederne til en nær fremtid, er vi så langt fra sci-fi-genren, som man nærmest kan komme. Det er den hverdagsrealistiske grønlandsskildring, der er Leines ærinde, men denne skildring sker på baggrundstæppet af et fremtidigt Europa, der står i flammer. Et krigsramt europæisk kontinent bliver således rammen for det almindelige og hverdagslige, der udspiller sig i den grønlandske by.
53552579
Som fortællingen skrider frem, portrætteres en gruppe mennesker. Deres indbyrdes forbindelser foldes ud i takt med, at vi følger eftersøgningen af den psykiatriske patient Sivertsen, som er stukket af fra sygehuset og er vandret op i fjeldet. Romanen lægger med eftersøgningen på sin vis op til et dramatisk højdepunkt, men det punkteres. Der sker aldrig rigtig noget afgørende. Og det hele afrundes med en munter, nærmest løssluppen scene på det lille sygehus.
På den måde glimrer tidligere ellers så centrale elementer i Leines værker ved deres fravær, det gælder den perverterede og normoverskridende seksualitet, det krasse eksistentielle mismod, misbruget og volden. I ”De søvnløse” fastholder Kim Leine det almindelige – det, der ligger mellem ekstremerne. Og det har ifølge Leine selv været en bevidst målsætning at tegne et andet og mindre dystert og voldsomt billede af Grønland og grønlænderne, end det der ofte tegnes.
Det kaotiske og ekstreme rumsterer dog alligevel, som allerede nævnt, i udkanten af romanen. Det er den fjerne krig nede i Europa. Hvorfor Europa er hærget af krig, får vi aldrig vished om. Leine lader på raffineret vis fremtidsscenariet med det krigsramte Europa spejle en erfaring, vi allerede kender i dag – billederne og efterretningerne fra den fjerne krig, det være sig Syrien, Irak eller Afghanistan. Og samtidig synes romanen indirekte at give et angstprovokerende bud på nogle af de tendenser, der præger Europa i dag.
Som afslutning på romanen lufter Leine også en politisk dimension, nemlig Grønlands fulde selvstændighed.