Kigger man på tværs af Kim Leines indtil videre ti romaner, træder en række fællestræk frem. For det første kan man konstatere, at det selvbiografiske spiller en stor rolle. Debutromanen medførte således en vis debat, da det er de mest tabuiserede og smertefulde dele af forfatterens eget liv, der kommer til udtryk i romanens form.
Leines roman er på sin vis den afgørende brik i det liv, der skildres. For det, der redder personen i og bagved historien, er netop, at han formår at skrive sig ud af ungdommens traume og voksenlivets stofmisbrug. Grænserne mellem romanens fiktive univers og biografiens fakta smelter bort i Kim Leines barske bog, der således rummer et klart aspekt af selvterapi. På spørgsmålet om det har hjulpet ham at skrive, siger Kim Leine: ”Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10).
Valget af genrebetegnelsen erindringsroman begrunder Leine på følgende måde: ”Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10). Leines bog er ikke skønlitteratur med enkelte biografiske træk, men nærmere en litterær bearbejdning af forfatterens eget liv. ”For mig var det vigtige at skrive en roman, fordi det altid har været min ambition at genfødes litterært. Og jeg havde jo indholdet. Da jeg så havde fundet en form, hældte jeg bare indholdet i.” (Thomas Hebsgaard: Flygtningen. Information, 2007-02-01).
Grænsen mellem fortællingens Kim og forfatteren Kim Leine er som sagt svær at trække, og erindringsromanen fremstår som en modig og nådesløs selvudleverende historie om et hårdt og lidet flatterende liv fuldt af misbrug og flugt, men også fuldt af medmenneskelighed og fascinationskraft. Den indledende dedikation til forfatterens børn, der, som der står, ‘ønskede, at deres navne ikke blev ændret’, vidner om ”Kalak”s status som en litterær, men meget rå og virkelig dokumentation af forfatterens eget liv. Og også de to efterfølgende romaner ”Valdemarsdag” og ”Tunu” tager tydeligt afsæt i forfatterens personlige liv og forhold.
Et andet fællestræk ved Leines romaner er Grønland. I Kim Leines univers er Grønland et lige dele råt og dragende sted. Det er, som om livet på Grønland skærer ind til benet og lader alt det opbyggelige, forfængelige og forhåbningsfulde falde til jorden for at efterlade den enkelte både skrøbelig og afpillet, men måske også mere fri og ærlig. Kim Leine karakteriserer selv betydningen af det grønlandske på følgende måde: ”Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.” (Marianne Krogh Larsen: Den kontrollerede ekstase. Weekendavisen, 2012-03-09).