Beslægtede forfatterskaber

Siegfried Lenz’ tidlige forfatterskab koncentrerer sig tematisk om efterkrigstidens konflikter. Skyld og ansvar er omdrejningspunkterne. Det gælder f.eks. i romanen ”Stadtgespräch” fra 1963 og i ”Tysktime” fra 1968. I sidstnævnte gør politibetjenten Ole Jepsen det, han får besked på – han parerer ordre uden at sætte spørgsmålstegn ved ordren og opretholder nazisternes maleforbud for ungdomsvennen og maleren Max Ludwig Nansen.

Lenz er ikke fordømmende over for sine personer, han fremstiller blot mennesket, som det er. Netop temaet omkring at kunne forvalte fortiden går igen i efterkrigslitteraturen. Man finder dette tema i mange forskellige værker som f.eks. i Günter Grass’ groteske romaner, i Hans Magnus Enzensbergers lyrik og i Rolf Hochhuths dramatik. Også flere af Rainer Werner Fassbinders film koncentrerer sig om, hvordan man som tysker skal leve med fortiden.

Relationen mellem menneske og fortid er også et tema, man finder i Lenz’ nyere værker, men her er også andre temaer som f.eks. kærlighed. Romanen ”Et minuts stilhed” tager fat i en for kunsten genkendelig kærlighedsproblematik: Lærer-elev-kærligheden. Denne forbudte kærlighed er også temaet i Bo Widerbergs film ”Lærerinden”, men hvor fokus i filmen er på det skæve og problematiske i magtrelationen mellem lærer og elev, er fokus i Lenz’ roman snarere på det smukke i relationen.  

Lenz er også kendt for sin underspillede ironi. I hans nyere værker kommer den især til udtryk i kortromanen ”På scenen”. Ironien og absurditeten i denne roman minder om både John Steinbecks ”Dagdriverbanden” og Samuel Beckets berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”, sidstnævnte optræder endda direkte i romanens handling.   

Siegfried Lenz’ store forfatterskab er svært at samle under et tema. Man kan dog sige, at forfatteren igennem sine mange værker, der er skrevet over et helt liv, tegner et mangfoldigt billede af tyskeren for os.

Og at skrive er en livsnødvendighed for forfatteren: ”Jeg har opdaget, at der ligger en art selvterapi i at skrive. Hvis det lykkes, og jeg skriver en, to, tre timer formiddag og en, to timer igen om eftermiddagen, og min kone, Ulla, læser det igennem og kan lide, hvad det bliver til, så er jeg lykkelig (…) Albert Camus har sagt: ’Det at skrive er en art retfærdiggørelse.’ Man må prøve at retfærdiggøre sig over for livet og stå inde for det, man har gjort.” (Anders Raahauge: At skrive er at leve med sig selv. Kristeligt Dagblad, 2012-07-21).