I 2002 debuterede Kristian Leth med digtsamlingen “Land” på forlaget Gyldendal – samme år, han blev færdig på Forfatterskolen i København. På forsiden af bogen ser man forfatteren, dengang 22 år gammel, iscenesat som et klassisk, farverigt Andy Warhol-serigrafi. Bogen fylder 33 sider og har et kvadratisk format som en singleplade. Det er formodentlig ikke tilfældigt, for flere af digtene i samlingen har musikalske referencer – f.eks. digtet “This charming man”, hvis titel er direkte taget fra musikeren Morrisseys sang af samme navn. Morrissey synger bl.a.: “I would go out tonight, but I haven’t got a stitch to wear”. I Leths digt lyder det i modereret version: “mine håndled er tynde / mine håndflader vendt opad / i en gestus / i would go out tonight / men min hals er helt tør / punctured bycykle“ (s. 18).
24371689
I digtet “vi vil altid have firenze” (s. 21) – der i øvrigt refererer til det berømte citat fra filmen “Casablanca”, hvor Humphrey Bogart og Ingrid Bergman skilles med ordene “We’ll always have Paris” – sender forfatteren hilsner til musikeren Brian Eno. Der citeres ordret fra sangen “Dead Finks don’t talk” med linjerne: “oh cheeky cheeky / oh naughty sneaky / you’re so perceptive / and i wonder how you knew”. Der er flere både direkte og indirekte referencer til især musik – og dette kan læses som en hyldest til forfatterens (og musikerens) musikalske helte.
“Land” er på flere måder en letlæselig og ungdommelig digtsamling med popkulturelle referencer – og flere lag for den omhyggelige læser. Digtene sværmer om klassiske temaer som forår, forelskelse, sanselig natur – sol, lys, himmel, sand – et jeg og et du. Samtidig er der en rød tråd i de enkle digte, da flere af dem tager udgangspunkt i byer og geografiske steder i verden – fra Islands Brygge til Californien til Japan til Marrakesh til Kina. Der er ingen fast rytme eller metrik i digtene, ingen rim, men til gengæld anvender Kristian Leth af og til gentagelsesmønstre, som også kan læses som en hilsen til musikken – jf. omkvæd og repeterende linjer – der senere er blevet en af Leths leveveje.