Genrer og tematikker

Med et citat fra Barack Obamas tale i Berlin sætter Heidi Linde scenen for sin roman og dens karakterer: ”People of Berlin – people of the world. This is our moment. This is our time.” Temaet er forandring, og den change, Obama taler om i sin indsættelsestale, er det spejl, de fire hovedpersoner vågner op til den 9. oktober. Linde har i et interview forklaret, hvorfor netop denne dag blev omdrejningspunkt for romanen: ”Datoen er, fordi det er denne dag, Obama blev tildelt fredsprisen. Obama er vigtig for den ene af karaktererne, Terese, hun bliver revet meget med af hans taler, men han er samtidig vigtig for bogens overordnede projekt, nemlig karakterernes behov for ”changes”.” (Bokelskerinnen: Bokelskerinnnen intervjuer: Heidi Linde. Bokelskerinne.blogspot.dk, 2011-04-18.)

Frem for at være drevet af plot, er Heidi Lindes ”Nu, for helvede” drevet af psykologi og karakterernes udfordringer med livet. Bogens fremdrift ligger altså ikke i, hvad der sker på et ydre plan, men hvad der sker i bevidstheden hos personerne; deres erkendelser, indrømmelser og erfaringer. Der er dog et lille spændingselement indlagt i og med den indledende sekvens fra politistationen, som bliver ringet op af to uafhængige vidner til en mulig forbrydelse.

Tempo og sprogtone er forskellig ved de fire karakterer, så de ikke kun i tanke og handling adskiller sig fra hinanden, men også på formelt niveau trækker i hver sin klædedragt.

Det er gennem den detaljerede beskrivelse af hverdag, erindringer og følelser, at Linde får fortalt den store historie om, hvad det vil sige at være menneske. Hun viser, hvilke mekanismer, der spiller ind i den enkeltes liv og hvor stor afstanden kan være mellem, hvordan mennesker ser sig selv og hvordan andre ser en. Karaktererne beskriver flere gange sig selv, som de tror, de tager sig ud for andre, og denne evindelige spejling og selvkritik ligger som en bund under portrætterne.

Linde nævner selv, at karaktererne er det vigtigste for hende, i dette tilfælde er de udsprunget af titlen: ”Først kom titlen og så voksede karaktererne frem en efter en. Oprindeligt var de fem, men blev skåret ned til fire, fordi den sidste ikke var så interessant. Titlen spiller på en tilstand, som jeg tror alle mennesker af og til kan genkende; et ønske om at slå i bordet, vise verden eller sig selv, ændre noget!” (Bokelskerinnen: Bokelskerinnnen intervjuer: Heidi Linde. Bokelskerinne.blogspot.dk, 2011-04-18.)

”Nu, for helvede” foregår på ét sted, på én dag og har en hel række personer som hovedpersoner. På den måde bliver romanen også et portræt af en norsk soveby med den stillestående tristesse og kedsomhed, det kan indebære.