Merethe Lindstrøm peger selv på den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips som stor inspirationskilde. Ifølge Lindstrøm var det netop hendes novellesamling ”Black Tickets” fra 1979 (”Sorte Billetter”, 1982), der fik hende til at kaste sig over novellegenren og tage den alvorligt (Forfatterportræt på www.dagbladet.no, 1999-08-21). Særligt den nøgterne, næsten kølige tone og de subtilt indtrængende fortællestemmer er lighedspunkter mellem de to forfatterinder. Med disse træk er de begge beslægtede med den anerkendte amerikanske novelleforfatter Raymond Carver, der netop er kendt for sine evner for at skære sine fortællinger helt ind til benet og overlade en del til læserens fantasi. Lindstrøms fortællestil er ikke minimalistisk i samme udprægede grad som Raymond Carver, men hendes fortællestil synes alligevel inspireret af minimalismens underspillede og nøgterne udlægning af virkeligheden. Eksempler på danske forfattere, der anvender denne præcise og komprimerede fortællestil, er Helle Helle og Peder Frederik Jensen.
I sin tematiske behandling af den fortrængte traumatiske fortid og afstanden den skaber mellem mennesker, minder Lindstrøms ”Dage i stilhedens historie” på mange måder om Jonathan Safran Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” fra 2005. I Foers roman fortælles sidehistorien om bedsteforældrene til hovedpersonen Oscar, der som de eneste fra deres respektive familier har overlevet bombardementet i Dresden under Anden Verdenskrig. Ligesom Simon i ”Dage i stilhedens historie” mister Oscars bedstefar Thomas Schnell gradvist talens brug og trækker sig tilbage fra samlivet. For Hr. Schnell som for Simon kommer denne tilbagetrækning til at stå imellem ham og dem, han elsker. Ligesom Simon og Eva har bedsteforældrene i Foers roman forsøgt at bygge hele deres liv og helt konkret deres lejlighed op omkring de tomrum af tavshed, som deres fælles traumatiske fortid udgør. I begge tilfælde mislykkedes dette, og fortiden holder aldrig op med at fylde i deres liv.
Med springet ud i autofiktionen i romanen ”Fra vinterarkiverne” kommer et tydeligt slægtskab med landsmanden Karl Ove Knausgård til syne. Fælles for de to norske forfattere er deres rå og på hver sin måde sanselige undersøgelser af det svære voksen- og familieliv, der bliver udfordret af umulige og altopslugende parforhold, psykisk sygdom, social arv og ikke mindst navlebeskuende kunstnerambitioner.