Fra vinterarkiverne

Citat
”Naboerne sover, alle sover. Denne morgen klemmer en plaget, tynd regn frem, som betændelse, vikler skylagets hvide gennemsigtige gazebind af, dæmper, dækker til, der er bare ikke noget sår.”

”Fra vinterarkiverne”, s. 53.

Merethe Lindstrøm åbner op for den allermørkeste og mest personlige skuffe med ”Fra vinterarkivene” fra 2015 (”Fra vinterarkiverne”, 2017). Romanen er en autofiktiv undersøgelse af det knap 20 år lange ægteskab med billedkunstneren Mats og ikke mindst af den nedarvede skrøbelighed og uro, som gennemsyrer deres både umulige og uløseligt sammenflettede samliv.

Bogen begynder med parrets forsøg på at flytte eller rettere flygte til et hus på landet med deres to teenagedøtre og to hunde. De vil starte på en frisk. Lægge byen, et forfaldent hus og Mats’ nyerhvervede bipolar-diagnose bag sig. De vil være voksne her, som det forlyder i romanen, men idéen om det rolige, ordentlige og rodfæstede familieliv viser sig at være meget langt væk.

53040640

Snart tager Mats’ voksende depression og mørke hele familien som gidsel. Angsten for hans selvmord sender jegfortælleren Merethe ud i uendelige bekymringsrækker om, hvor han er, hvordan hun kan holde ham på afstand af alle potentielt selvskadende elementer og om den umulige arv, hun frygter at give videre til døtrene. Hun håndterer og bearbejder uroen gennem natlige skriverier i alkoholtåger og indre rejser ind i deres fælles fortid og de fortællinger om svigt og psykisk sygdom, der præger stamtræet på begge sider.

I mange af disse tilbageblik og genfortællinger – også dem fortælleren selv optræder i – skifter perspektivet fra et første- til et tredjepersonsperspektiv. Det markerer fortællerens forsøg på at lægge afstand til og, som hun selv formulerer det, være en gæst i sit eget liv for at forstå og forholde sig nøgternt til det dunkle dynd af angst og følelser, som ellers gennemsyrer fortiden.

I glimt har romanen stadig en flig af den enkelhed, klarhed og på sin vis kølighed, der karakteriserer Merethe Lindstrøms andre skildringer af menneskets relationer og sårbarhed. Generelt er det dog et langt mere rodet, opbrudt og følelsesfuldt sprog, man møder i ”Fra vinterarkiverne”. Det kommer blandt andet til udtryk i nogle meget voldsomme metaforer, der tager afsæt i den natur, der skulle sætte familien fri, men i stedet bliver klam og kvælende for dem.

De ufuldstændige sætninger og det sansemættede billedsprog leder læseren helt ind i den rå, rodede og nogle gange ubehagelige nærhed, kærligheden mellem to mennesker kan udgøre, når vi’et følger du’et ind i mørket.