Nord

Citat
”Alle fangerne bliver flyttet igen, (…) vi bliver flyttet som en gruppe baseret på ligheder, ikke forskelle. Ingen vil huske egenskaber som gør at vi adskiller os fra hinanden, kendetegn som et blåt og et grønt øje, nedbidte negle, fregner måske, lange fingre, tørre læber, den klagende lyd nogen laver af længsel eller rædsel, det er netop manglen på kendetegn, der gør nedbrydningen enklere.”

”Nord”, s. 110.

I 2017 udgav Merethe Lindstrøm romanen ”Nord” (”Nord”, 2018), der er en dystopisk og poetisk fortælling om en ung mand, der vandrer mod nord med sit kompas som eneste rejsegods. Det øde landskab er affolket, en krig lakker mod enden, og alt står åbent. Han ved, at nord er der, han kom fra, før lejren og marcherne og sit ophold hos kvinden Aneska, som fortællingen opridser i tilbageblik.

På et tidspunkt får han følgeskab af en yngre dreng, og de deler stumme vandringstimer og kolde nætter, til de en dag finder en etårig pige, som den lille dreng tager til sig. Frygt, sult og udmattelse præger de tre, mens de bevæger sig gennem marker, skove og veje, der af og til passeres af krigens sidste patruljer. Nænsomme og sanselige registreringer af vejr og landskab fylder den unge mands tanker. Rædslerne fra fangelejren kommer til ham om natten, og det er uklart, hvad han egentlig kan huske fra før krigen.

46018230

Der er ingen konkrete steds- eller tidsangivelser, og da drengen mister sit kompas, er der veje, men ingen retning; de går i ring og bryder ind i forladte huse for at se, hvad der gemmer sig i forrådskamrene.

Et tema i romanen er, hvordan ligheder og forskelle påvirker ens selvforståelse, og hvad man er værd, hvis man reduceres til et tal. På grund af sine udstikkende skulderblade har fortælleren altid skilt sig ud, og ensheden med de andre fanger gør hans anomali mindre fremtrædende: ”Jeg bemærker at finnerne bliver usynlige på de længste distancer, de snavsede fangedragter får alle til at virke som en del af grusvejen” (s. 110).

De mange uklarheder omkring karaktererne stiller spørgsmålet, om man kan flygte fra sin identitet. Den lille dreng har en markant anden identitet, end han først giver udtryk for, fortælleren bliver til ’Martin’ hos Aneska, som tager ham for at være sin forsvundne mand, og hvem er man, hvis man er navnløs og hjemløs?

Den udsathed og usikkerhed, som er flygtningens vilkår, bliver i denne roman skildret sympatisk og indgående. Det er mørk og dyster læsning, men emnet er ikke desto mindre vigtigt og aktuelt, og ”Nord” bliver en almengyldig og universel fortælling om at være menneske og flygtning og om, hvordan man møder sin næste, når denne er forhutlet og måske ikke taler ens eget sprog.