Hannah Lutz’ sprog er poetisk og syngende. Dette kan sammenlignes med forfatterkollegaen Olga Ravn, der i romanen ”Celestine” fra 2015 også balancerer mellem to genretræk; poesien og prosaen. Olga Ravn skriver i et skarpt, metaforisk sprog og lader naturskønne og groteske billeder gennemstrømme siderne i romanen. Bag de lyriske prosastykker dukker fortællingen om en ensom jegfortæller frem. I forsøget på at slippe ud af ensomheden lader jegfortælleren sig besætte af spøgelset Celestine. Ensomheden er også et fremtrædende tema i ”Vildsvin”, hvor de tre jegfortællere alle søger væk fra ensomheden og jagter en ro og tryghed i de sydsvenske skove. Det enkelte poetiske sprogbrug ses også i Christina Hesselholdts minimalistiske prosa. I punktromanen ”Hovedstolen” fra 1998 beskriver Hesselholdt i et præcist og knapt sprog erindringer fra barndommen.
Hannah Lutz skildrer et realmiljø og påklæder det mystik og fantasi. Denne vekslen mellem realisme og fantasi kan minde om Tine Schrøder Lunøe, der i digtsamlingen ”Søvn” fra 2011 kredser om forholdet mellem drøm og virkelighed og forholdet mellem mennesker. ”Søvn” består af 55 tekster på 55 ord og veksler ligesom de førnævnte værker mellem prosa og poesi. Nogle af teksterne har noget mystisk over sig og har ligesom ”Vildsvin” en apokalyptisk tone.
Den apokalyptiske stemning kan også drage paralleller til Theis Ørntofts digte fra digtsamlingen ”Digte 2014”, der berører temaer som fremmedgørelse, samfundskrise og menneskelig undergang. De samme temaer ses i ”Vildsvin”, hvor undergangstanken og personernes flugt fra byen og livets sande vilkår udgør en snert af samfundskritik. De tre jegfortællere bosætter sig på landet tæt ved skove og søer for at mærke roen og en samhørighed med naturen. Men det synes umuligt at smelte sammen med naturen, hvilket bekræftes, når personernes håb og tro på fremtiden langsomt slukkes. Naturen kan ikke kontrolleres, og den går sine egne veje.
Hannah Lutz fremhæver selv nogle forfattere og filosoffer, som er vigtige inspirationskilder for hende: ”Jeg er inspireret af mange forskellige slags tekster, ofte tekster i helt andre genrer end dem, som jeg selv bevæger mig i for tiden. Jeg er blevet meget påvirket af at læse Silvia Federici, som er en vigtig og modig filosof og aktivist. Liv Strömquists og Sara Granérs tegneserier inspirerer mig og min oldemors dagbøger. Hertil er der den seje flok feministiske forfattere, som har krævet plads i den finlandssvenske litteratur gennem tiden, f. eks Edith Södergran, Tove Jansson og Märta Tikkanen. Jeg er også en stor beundrer af Jonas Hassen Khemiris forfatterskab.” (Eget interview, 2016).