Flere af digtene undersøger forholdet mellem sprog og magt, bl.a. titeldigtet, hvor det danske samfund får en ironisk opsang: ”Selv svinet/ Siger sin mening/ Når det slagtes.” hedder det, mens danskerne forholder sig fåmælte og mundlamme. Danmark beskrives ikke som et harmonisk og elsket hjemland, men fremstår fjendtligt, fordi danskerne – i digtets optik – er kujoner, der ikke tør give deres mening til kende. Hvis man forholder sig tavs overfor uretfærdigheder, bliver man som konsekvens heraf indirekte medskyldig.
Flere af digtene tematiserer arbejds- og produktionsforhold. Der indgår konkrete eksempler fra virkelighedens arbejdsmiljø. Fiskernes lønninger og en arbejdsulykke på Lindøværftet bruges eksempelvis til at illustrere modsætningsforholdet mellem rig og fattig og mellem arbejdere og deres arbejdsgivere.
Klasseforskelle og ulighed problematiseres også i forbindelse med kunst og poesi. Et af samlingens karakteristiske virkemidler er at afsløre sprogets indre modsætninger, ved at tolke faste vendinger bogstaveligt. Når sproget benytter det personlige pronomen ”han” om mennesker generelt, indikerer dette, at verden er mandsdomineret, hvilket Malinowski mener, at der skal ændres på. Digtenes fælles budskab er, at al undertrykkelse bør afskaffes. Og da sproget og kunsten også er et middel til undertrykkelse, bør læseren huske at forholde sig skeptisk til poesien, værket og forfatteren selv.