Beslægtede forfatterskaber

Der er mange måder at være litterære slægtninge på. Deon Meyers forfatterskab er for eksempel blevet sammenlignet med den svenske krimimastodont Henning Mankell og hans politiromanserie om kriminalkommissæren Kurt Wallander fra Ystad. Det er svært at sige ’krimi’ uden at tilføje ’Skandinavien’ i disse år, men for en international forfatter som Deon Meyer er der andre grene på stamtræet.

I forhold til Deon Meyers tematikker og sydafrikanske storbyjungles lokalkolorit kan det måske være noget at kigge nærmere på franske Caryl Féreys ”Zulu” (2010). Férey er dog ikke af sydafrikansk afstamning, men skildrer til gengæld ligeledes det moderne Sydafrika, specifikt Cape Towns undergrundsmiljø og drabsafdelingen samt Sydafrikas problemer med den mentale apartheid, der tilsyneladende endnu er virkelighed, snart tyve år efter.

Er indfaldsvinkelen mere generelt på krimirealisme, der samtidig kan give den litterære turist indsigt i forskellige fremmede himmelstrøgs historier og kulturer, er det værd at notere sig, at Deon Meyer er blevet sammenlignet med Peter Temple, der selv stammer fra Sydafrika. Temple emigrerede i 1980 til Australien og er sidenhen blevet en af Australiens største krimiforfattere. En af hans titler, ”The Broken Shore”, 2006 (”Den knuste kyst”, 2008) foregår på den australske sydkyst, hvor kriminalbetjenten Joe Cashin må efterforske et mord, der udløser konflikter med tråde til politik, korruption og racisme i forhold til Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne. Også Temples ”Truth” er blevet oversat til dansk (”Den brændte jord”, 2011).