Genrer og tematikker

Deon Meyer er først og fremmest krimiforfatter. Derfor forpligter han sig grundlæggende på at levere spændende actionbrag om blandt andet spektakulære menneskejagter, politiarbejde og medier, mord og efterretningstjenester. Om krimigenren siger han selv: ”Krimigenren synes at gå igennem forskellige faser – for nogle år siden så vi seriemorder-fasen, og på det seneste har en række forfattere arbejdet med forbrydelser begået af staten. Jeg tror, det er krimigenrens måde at udtale sig om den verden, vi lever i.” (www.deonmeyer.com).

Meyer skriver til sanserne og propper gerne sine scener med liret grej: Våbentyper, helikoptere og andet militært isenkram, motorcykeltyper og deres egenskaber, men han fremmaner også detaljerede miljøskildringer om hakkeorden og interne magtkampe i politiverdenen og krydsklipper heftigt mellem mange forskellige aktører, i gang med for eksempel politimandens efterforskningsarbejde i realtid, selvtægtsmandens aktioner eller journalistens jagt på stof nok til næste deadline. De konkrete plot og deres sansemættede detaljerigdom er uløseligt vævet sammen med et kludetæppe af underliggende temaer, hvoraf nogle er kæmpestore mens andre helt banalt almenmenneskelige.

Menneskeskildringerne og de menneskelige dimensioner og motiver er realistiske. En af Meyers hovedpersoner, den afdankede, hvide opdager Benny Griessel, kæmper mod alkoholisme og sin nyligt opståede tendens til utroskab, samtidig med at han arbejder hårdt på at opbygge et personligt forhold til sine to teenagebørn, hvis eksistens han pludselig har registreret efter at være trådt ud af ti års alkoholtåge.

Thobela Mpayipheli er en kompleks skikkelse, der har en fortid i modstandskampen mod apartheid som snigmorder for allieredes efterretningstjenester, men som forsøger at gribe sin vundne frihed ved at fylde nutiden med kærlighed, pacifisme og respekt for det enkle liv.

Deon Meyers forfatterskab giver et fascinerende, og med danske øjne sjældent og detaljeret, indblik i Sydafrikas politiske og kulturelle landskab efter Apartheid og den svære proces, det er at nærme sig et moderne demokratis og ilandsstandarder og idealer med afgrundsdybe gab mellem rige og fattige, hvide og sorte og alle dem, der hverken er hvide eller sorte. Meyer har et oprigtigt ærinde om at repræsentere virkeligheden gennem landets mange sproglige fællesskaber og etniciteters perspektiver. Han har øje for alle samfundsgrupper og de store interne spændinger og den stadige diskrimination, der i lige dele bunder i hudfarve og pengepungens størrelse. Som han forklarer: ”Jeg forsøger at præsentere de forskellige synspunkter og perspektiver i det moderne Sydafrika, men jeg udtrykker ikke mine egne meninger i nogen af mine bøger.”

’Og dog’ kunne man som læser fristes til at tilføje, for den grundlæggende holdning til Sydafrika, som skinner igennem i hans bøger, kommer også til udtryk i denne udtalelse: ”Vi har alle et ansvar – især dem, der stammer fra den kulturelle gruppe, der var ansvarlig for Apartheid – for at få det her land til at fungere.” (www.deonmeyer.com).