I Stillehavet finder Kilroy bl.a. kaptajn Rasmussens hus, og ham genfinder vi i ”Vanillepigen” (1991) som forfatterens egen grandonkel Viggo, der som en anden Peder Most stod til søs og fandt sydhavsprinsessen.
Men titelpigen er også den polioramte søster, som den 5-6-årige dreng hjemme i Roskilde holder liv i med drabelige skrøner: Indviet til fortæller, med livet i hænderne.
21590509
Romanen om børnelammelse og børnealmagt, om livsvilje, eventyrlængsel og satsning på miraklets mulighed, fik Kritikerprisen. De gennemdigtede erindringers milde og ramme dufte af barndom har også danske spor af både H.C. Andersen og Johs. V. Jensen.
I barndomshaven gravede drengen sig ned til skelettet af den spanske soldat. ”Den tolvte rytter” (1993), erindringstrilogiens blændende midterfløj som udløste Akademiets store pris, begynder med denne mexicanske menige i den franske hær, indkvarteret på Koldinghus på natten for den store brand.
Derfra æder fortællingens flammer sig gennem guldalder og biedermeier-periode med den udødelige soldats efterkommere, frem til efterkrigstiden, hvor fortælleren sidder på et hotelværelse og fører bog over slægten, den naive rejsende fra undgdomsromanerne modnes, mens han ”langsomt vender hjem”.
I tredje bind, ”Brev til månen” (1995), er drengen blevet ung mand og rytter selv, men vender ridningen, faderen og provinsborgerskabet ryggen for at eksperimentere med kærligheden, kønnene og stofferne i København, Paris, Venedig. Han vil som Harlekin bringe fantasien til magten – men ender som Pjerrot, ensom med sit skriveri.
De tre binds frugtbare kortslutning mellem myte og privatliv blev en af 1990’ernes største danske læsersucceser.