Genrer og tematikker

”Pura vida” betyder direkte oversat ”det rene liv”. Det er en costaricansk frase, som oprindeligt blev brugt til at udtrykke, at alt er godt, men som i moderne sprogbrug er blevet et idiom, der benyttes om rastløse eksistenser. Denne dobbeltbetydning af ordet matcher godt til debutens hovedperson Victoria, som på mange måder lever et godt og frit liv med plads til udskejelser og oplevelser i den store vide verden, men som netop rammes af tilværelsens ulidelige lethed, der i romanen er synonym med sabbatårenes væld af muligheder.

Et centralt tema i ”Pura vida” er tilknytning – både til steder og mennesker. Allerede tidligt i romanen præsenteres dette tema via en beskrivelse af Victorias forhold til familien, og uden at der ofres mange ord derpå, fornemmer man distancen og den manglende forståelse. I Paris noteres det endvidere, at månedskortet forankrer hende i den franske stat – hun er en af de ”indviede”, som slipper for at stå og fedte med papirbilletterne.

Samtidig mangler hun tilknytning til byens mennesker. Hun noterer sig, at hun alene kender tre personer i byen: veninden Kate, flirten Rémy og Nick, der er ved at uddanne sig til kok. Lakonisk noteres det: ”Tre mennesker og en ulvehund. Hun mærker meget tydeligt, hvor lidt det er, som om hun holder det i hånden, og det ingenting vejer, en plastikpose med et brev i. Hun må passe bedre på.” (s. 59).

Selv om Victoria har masser af affærer på sin tur rundt i (den vestlige) verden, er det alligevel som om, det hele lader hende upåvirket, og hun må helt ned at skrabe bunden, førend hun begynder at komme i kontakt med sig selv og dermed livet. I Buenos Aires er hun i bogstaveligste forstand helt ude at skide: hun har diarré i en uge og er uden en krone på lommen! Men så møder hun antihelten Felipé – en ældre mand, som har lige så meget brug for hende som hun for ham. Han er døende – og hun på vej ind i voksenlivet, og på paradoksal vis formår de at åbne hinanden op og hjælpe hinanden på vej: Felipé ind i døden og Victoria hjem til Danmark (med Felipés pung i lommen).

Afslutningen står dog åben, og her overlades man til fantasien: finder hun helle i sig selv, eller bliver hun ved at flakse og fjante rundt?

I ”Velsignelser” og ”Hummerens skjold” er karaktererne ældre, og dermed er tematikkerne også i højere grad nogle, der hører et alvorligt voksenliv til. Livsomvæltende begivenheder som trafikuheld, selvmord og graviditet er medvirkende til, at de mange skæbner, der optræder som både hoved- og bipersoner, reflekterer over deres rolle i familien og deres plads i livet.