Patrick Modiano
Foto: Anadolu Agency / Lindhardt og Ringhof

Patrick Modiano

Af journalist Michelle Mølgaard Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014. Opdateret af Michelle Mølgaard Andersen, Bureauet, februar 2021.
Top image group
Patrick Modiano
Foto: Anadolu Agency / Lindhardt og Ringhof
Main image
Modiano, Patrick
Foto: Ian Langsdon / Scanpix

Indledning

Den franske forfatter Patrick Modiano afsøger i sine romaner sin egen fortid, identitet og eksistens gennem fragmenterede bevidsthedsbilleder, der både i tid og sted er forbundet til det besatte Paris under Anden Verdenskrig. Særligt forfatterens egen far, og den rolle han spillede under besættelsen, har stor betydning for Patrick Modianos forfatterskab. I 2014 modtog Patrick Modiano Nobelprisen i litteratur.

 

 

61610359

Blå bog

Født: 30. juli 1945 i Paris.

Debut: La Place de l'Etoile. 1968.

Litteraturpriser: Le prix Roger-Nimier og Le prix Fénéon, 1969. Grand Prix du roman de l’Académie français, 1972. Prix des libraires, 1975. Prix Goncourt, 1978. Prix mondial Cino Del Duca, 2010. Nobelprisen i litteratur, 2014.

Seneste udgivelse: Sovende minder. Batzer, 2022. (Souvenirs dormants, 2019). Oversat af Ane-Grethe Østergꜳrd. Roman.

Inspiration: Raymond Chandler.

 

 

 

 

 

modiano

Artikel type
voksne

Baggrund

”Var det gadelampen, der oplyste trappen ovenfra, som pludseligt gik ud? Lidt efter lidt blev manden ét med muren. Eller også var det regnen, der fordi det fortsatte med at sile ned ad ham, efterhånden viskede ham ud som et maleri, der ikke er nået at tørre. Selvom jeg trykkede panden mod ruden og vedblev med at stirre på den mørkegrå mur, var han væk.”
”Askeblomster”, s. 137.

Patrick Modiano blev født d. 30. juli 1945 i Boulogne-Billancourt, en forstad til Paris. Hans mor Louisa Colpijn, der var af belgisk afstamning, arbejdede som skuespillerinde under kunstnernavnet Louisa Colpeyn, mens hans far Albert Modiano, der var af jødisk-italiensk oprindelse, var forretningsmand. Modianos forældre mødte hinanden under Anden Verdenskrig i det dengang besatte Paris og indledte et forhold delvist i smug. Modianos far skjulte sin jødiske baggrund og undgik derfor også at blive sendt i koncentrationslejr. I stedet gjorde han forretninger på det sorte marked; forretninger med tilknytning til Gestapo, der holdt til på Rue Lauriston.

Da Patrick Modiano voksede op, var både hans far og mor meget fraværende. Moderen var på turné, og hans far havde travlt med sine forretninger. Derfor boede Modiano i perioder hos sine bedsteforældre på moderens side. De lærte ham at tale flamsk, hvilket var hans første sprog. Fraværet fra forældrene gjorde også, at den unge Patrick udviklede et tæt forhold til sin bror Rudy. Rudy døde af leukæmi i en alder af ti år, og Modianos tidlige værker er dedikeret til broren.

Som 17-årig brød Patrick Modiano kontakten til sin far, der døde 15 år senere.

Modiano gik i grundskole på École du Montcel i Jouy-en-Josas. Derefter studerede han på Collège Saint-Joseph de Thônes i Haute-Savoie, hvorefter han begyndte på gymnasiet Lycée Henri-IV i Paris. Sideløbende med gymnasiet modtog han privat undervisning i geometri. Han blev undervist af forfatteren Raymond Queneau, der var en ven af hans mor. Efter gymnasiet tog han en bachelorgrad ved Annecy.

Det var Raymond Queneau, der spottede Modianos litterære talent og introducerede ham til den litterære verden. Modiano gjorde ofte Queneau selskab på forlaget Gallimard, og det var på netop dette forlag, Modiano i 1968 udgav sin debutroman ”La Place de l'Etoile”. Siden debutromanen, som blev tildelt prominente priser som ”Le prix Roger-Nimier” og ”Le prix Fénéon”, har Patrick Modiano været forfatter på fuldtid.

Patrick Modiano blev i 1970 gift med Dominique Zehrfuss, som han har to døtre sammen med: Zina Modiano, der er filminstruktør og Marie Modiano, der er skuespiller og sangerinde.  

Ud over en meget produktiv karriere som romanforfatter har Patrick Modiano også skrevet børnebøger og filmmanuskripter. Sammen med instruktøren Louis Malle lavede han i 1974 filmen ”Lacombe Lucien”, og i 2003 skrev han manuskript til filmen ”Bon Voyage”. Derudover er to af Modianos bøger blevet omsat til film. Moshé Mizrahis film ”Une jeunesse” (1983) bygger på Modianos roman af samme navn fra 1981, mens Patrice Lecontes film ”Le parfum d’Yvonne” (1994) er en filmatisering af romanen ”Villa triste” (1975).

I 2014 modtog Patrick Modiano Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. Det Svenske Akademi begrundede tildelingen med følgende ord: Patrick Modiano får dette års prestigefulde pris for mindernes kunst, som han bruger til at fremkalde de mest uhåndgribelige menneskelige skæbner samt afdækningen af livet under besættelsen.” (Svenska Akademien: officiel begrundelse).

Prisen vakte en fornyet interesse for hans forfatterskab herhjemme, og i kølvandet fulgte flere danske oversættelser. I dag er ti af hans værker oversat til dansk. Senest romanen ”Usynligt blæk” (2020), mens romanen ”Sovende minder” er planlagt til at udkomme i 2021.

Askeblomster

”Han var forsvundet på denne pludselige måde, som jeg senere også ville lægge mærke til hos andre, ligesom min far, og som efterlader én så meget i vildrede, at man ikke kan gøre andet end at søge efter indicier og beviser for at overbevise sig selv om, at disse mennesker virkelig har været til.”
”Askeblomster”, s. 137.

I Patrick Modianos Fleurs de ruine” fra 1991 (”Askeblomster”, 1994) vandrer den anonyme jeg-fortæller rundt i Paris’ gader. Året er 1969. På turen, som begynder på venstre side af flodbredden, genkalder han sig erindringer fra sin fortid.

Først hører vi historien om det unge par Urban og Gisele T, der af uforklarlige årsager i 1933 begik selvmord efter en aften i byen i Montparnasse-kvarteret. I løbet af aftenen skulle de angiveligt have mødtes med to andre par, have befundet sig i et hus med en rød elevator og have besøgt et dansested. Det er disse ledetråde til selvmordsmysteriet, som jeg-fortælleren mere end 30 år efter nu forsøger at binde sammen. Det gør han ved at rekonstruere parrets aften på sin vandretur gennem byen.

51402154

Men selvmordsmysteriet krydser også andre fortællinger fra jeg-fortællerens fortid. Blandt andet historien om hans jødiskitalienske far Albert, der levede et hemmelighedsfuldt liv og som en dag pludselig forsvinder. En historie, der på mange måder minder om den virkelige historie om Patrick Modianos far, der ligesom fortællerens far hed Albert, og som også var af jødisk og italiensk afstamning. Modianos far levede ligeledes et hemmelighedsfuldt liv under Anden Verdenskrig, hvor han i skjul lavede forretninger med nazisterne, der havde besat Paris.

Ud over selvmordsmysteriet og historien om jeg-fortællerens fars pludselige forsvinden får vi også historien om fortællerens første kærlighed Jacqueline og ikke mindst historien om den mystiske Pacheco, som muligvis ikke er, hvem han giver sig ud for at være.

Lige så fragmenterede de små historier og uløselige mysterier kaldes frem, lige så tåget glider de ud af fortællingen igen, uden at de er blevet opklaret.

Men hvad der derimod står helt klart er byen Paris. På sin vandretur gennem de øde kvarterer i Paris beskriver jeg-fortælleren hver en gade, han bevæger sig af, og hver en bygning, han passerer. Gaderne bliver nævnt med gadenavn og husene med husnummer. På den måde bliver byen som ramme noget konstant, der står i kontrast til den fragmenterede fremkaldelse af fortidens oplevelser. Jeg-fortællerens erindringer tilhører ikke ham alene, de tilhører også byen Paris. 

Et forbasket forår & Smertepunktet

”Mindet om ham var forsvundet ud af min hukommelse, og nu dukker det op i foråret 1992. Kan det skyldes, at jeg fandt fotografiet af min veninde og mig, hvor der på bagsiden er stemplet med blå bogstaver: Foto Jansen. Kopiering forbudt? Eller er det af den simple grund, at alle forår ligner hinanden?”
”Et forbasket forår”, s. 16.

I 2015 udkom en samlet udgivelse med to af Patrick Modianos værker, ”Et forbasket forår” og ”Smertepunktet”.

IChien de printemps” (1993) møder en ung forfatter in spe den resignerede fotograf Francis Jansen ved et tilfælde, en forårsdag i Paris i 1964, da Jansen fotograferer jeg-fortælleren og hans veninde. De ender i Jansens lejlighed, hvor han i tre kufferter har opbevaret de fotografier, han har taget gennem de sidste femogtyve år. Fotografen selv viser ikke nogen synderlig interesse for fotografierne, modsat den unge mand, der tager initiativ til at oprette et kartotek over dem. Mens fortælleren forsøger at vække værkerne og de mennesker, der er portrætteret, til live, gør Jansen sig klar til at forsvinde.

Historien fortælles knap 30 år senere af den nu voksne forfatter, da han ved et tilfælde finder det billede, Jansen dengang tog af ham og hans veninde. Erindringerne om det korte betydningsfulde møde trænger sig på igen. Fortælleren har nu samme alder, som fotografen havde, da de mødtes, og modsat dengang forstår han nu, hvorfor Jansen havde lyst til at forsvinde.

51581253

I bogens anden fortælling, Remise de peine” (1988), ser forfatteren Patrick, også kaldet Patoche, tilbage på sin barndom, hvor han sammen med sin lillebror boede hos tre gådefulde kvindelige plejere i et hus lidt uden for Paris, mens deres mor angiveligt var på turne i Nordafrika. Huset er konstant fyldt med gæster, særligt velhavende mænd med store biler, der bliver til næste dag. Drengenes far kommer også indimellem på besøg. Han fortæller dem historier om et slot, der er ejet af en mystisk markis, en karakter, der meget vel kan spille en central rolle i det, der foregår omkring kvinderne, og som ender med en politiransagning af huset.

Romanen springer i tid fra jeg-fortællerens barndom til hans nutid, hvor han erhverver sig som forfatter. Gennem de to fortællespor bliver det klart, at der mangler en del brikker i den nu voksne mands erindringer, fordi han som barn blev skånet for sandheden om, hvad der skete omkring ham. Som voksen forsøger Patoche – ligesom fortælleren i ”Et forbasket forår” – at kæde specifikke episoder og detaljer sammen for bedre at forstå. Men historien forbliver mangelfuld, og som læser må man gætte sig til, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der egentlig skete.

Usynligt blæk

”Jeg følte mig som en person med et hukommelsestab der har fået til opgave at følge en detaljeret rutebeskrivelse i et område som han tidligere har været fortrolig med. Navnet på en landsby vil være nok til at han pludselig genkalder sig hele sin fortid.”
”Usynligt blæk”, s. 80.

I Patrick Modianos roman ”Encre sympathique” (2019) (”Usynligt blæk”, 2020) får den knap 20-årige Jean overdraget en sag hos det detektivbureau, hvor han er ansat på prøve. Han skal finde ud af, hvad der er sket med den unge kvinde Noëlle Lefebvre, der tilsyneladende er forsvundet. Der er kun få spor at gå ud fra, og et af dem leder ham til hendes adresse i Paris’ 15. arrondissement. På adressen finder han en notesbog, som han formoder må tilhøre den forsvundne kvinde. Notesbogen indeholder et digt, forskellige datoer, adresser og navne. Sagen er uopklaret, da Jean bare to måneder senere forlader bureauet, men ikke for Jean, der gennem livet med mange års mellemrum genbesøger sagen igen og igen. Med tiden finder han nye spor, der får ham til at genoverveje, hvad der er op og ned. Han taler med flere vidner, men det uklart, hvem han kan stole på i sin søgen.

38280325

Romanens første del er en jeg-fortælling i nutid fra Jeans perspektiv. Han kommenterer, at hans undersøgelse med forskellige nedslag gennem årene er blevet til en litterær fortælling, og han refererer sågar til det sidetal, man som læser befinder sig på. Men selvom skriften kan være en vej til at huske og forstå, kan Jean så overhovedet stole på sin egen erindring? For er de nedfældede ord i virkeligheden ikke bare et vidnesbyrd over alle historiens huller, den del af fortællingen som bogens titel antyder er skrevet med usynligt blæk?

Det egentlige plot udebliver, og romanen er snarere en kortlægning af og refleksion over, hvilke episoder i vores liv vi tillægger betydning og værdi, og hvordan en episode, der fylder meget i et menneskes liv, kan være en bagatel eller sågar glemt i en andens. Tid spiller i den sammenhæng også en stor rolle. Med tiden både glemmer vi, men tid kan også være det, der får noget til at stå mere klart.

Til sidst i bogen skifter fortællerperspektivet til en 3. personsfortæller, og Modianos velkendte parisiske kulisse skiftes ud med Rom. Her får en ældre kvinde, der arbejder på et galleri, besøg af en jævnaldrende mand, der får hende til at genbesøge sin fortid. Dette nye perspektiv i både tid, sted og fortælling vender tingene på hovedet og er nøglen til romanen.

Genrer og tematikker

Det delvist besatte Frankrig under Anden Verdenskrig spiller en central rolle i Patrick Modianos forfatterskab. De fleste af hans romaner foregår i Paris under besættelsen eller trækker tråde til tiden gennem hans hovedpersoners erindringer om fortiden. Da Modiano modtog Nobelprisen i litteratur i 2014, sagde den faste sekretær Peter Englund fra Det Svenske Akademi om forfatteren: Han er født i 1945 og har levet i skyggen af besættelsestiden siden da”. Selv har Modiano udtalt, at vi alle som mennesker er defineret af det sted og det tidspunkt, vi blev født på, og derfor fylder besættelsen så meget i hans romaner. 

Hovedtemaet i Modianos romaner er netop denne søgen efter identitet og eksistens, som forfatteren forsøger at opklare gennem sin egen fortid. I hans romaner leder hovedpersonen også typisk efter noget eller nogen, der er forsvundet. Det kan både være personer, der er bortløbne eller usynlige, eller personer, der forsvinder uden deres identitetspapirer eller som lever under falske identiteter.

Modianos egen far, det liv faderen levede under Anden Verdenskrig og ikke mindst konsekvenserne heraf spiller også en væsentlig rolle i Modianos romaner, og faderen synes på mange måder at være nøglen til at forstå forfatterskabet. Det værk, der mest ligner et selvbiografisk værk, er erindringsbogen ”Un pedigree” fra 2005. Om den har Modiano udtalt: ”Det er en bog, der ikke så meget handler om, hvad jeg har gjort, men snarere hvad andre, primært mine forældre, gjorde ved mig”. (Julien Bisson: Patrick Modiano: Literay Giant. France Today, 2011-11-15. Egen oversættelse).

Modianos romaner er løst knyttet sammen på kryds og tværs, og en episode, der finder sted i en bog, kan fortsætte i en anden, og samtidig går personer fra hans romaner igen i flere værker. De fragmenterede øjeblikke og karakterer, der kaldes tilbage igen og igen over flere romaner, både i nutid og som tilbageblik, gør at hans tekster rent stilistisk er tæt forbundet til det tematiske. Teksterne er meget insisterende, på samme tid med at de er meget distancerede.

Om sit samlede forfatterskab har Modiano udtalt: ”Jeg har indtrykket af, at jeg har skrevet den samme roman igen og igen i 45 år.” (Niklas Pollard og Alistair Scrutton: Patrick Modiano, French Sephardic Novelist, Wins Nobel for Litterature. The Jewish Daily Forward, 2014-10-09. Egen oversættelse).

Genremæssigt befinder Modianos bøger sig et sted mellem romantik og noir, men de trækker samtidig tråde fra kriminalromanen. Patrick Modianos værker er typisk ikke længere end omkring 130-150 sider. 

Beslægtede forfatterskaber

Patrick Modianos romaner foregår oftest i og omkring Paris, men byen optræder som mere end bare kulisse, da dens atmosfære og forandring ofte spiller en væsentlig rolle i romanerne.

I en artikel fra France Today skriver journalisten: ”Patrick Modiano er for Paris, hvad Woody Allen er for New York: en hukommelse og en samvittighed.” (Julien Bisson: Patrick Modiano: Literay Giant. France Today, 2011-11-15. Egen oversættelse).  

Da Patrick Modiano modtog Nobelprisen i litteratur, kalde nobelkomiteen ham for vor tids Marcel Proust. Ligesom Modiano voksede Proust op i Paris i en tid, hvor Frankrig var under stor forandring. Store dele af Prousts monstrøse livsværk ”På sporet af den tabte tid” (1913-1927) handler om den forandring, Frankrig gennemgik under dannelsen af Den Tredje Republik.

I Antony Beevors værk ”Paris efter befrielsen 1944-1949” (2014) beskriver historikeren Beevor det Paris, som Patrick Modiano fødes ind i, mens Jean Guéhenno i dagbogsromanen ”Diary of the Dark Years 1940-1944” (1947) og Henri Troyat i de skønlitterære værker ”Mit livs løgn” (1989) og ”Mødet” (1982) ligesom Modianos værker beskæftiger sig med Paris under besættelsen.  

Bibliografi

Romaner

Modiano, Patrick:
La Place de l'Etoile. Gallimard, 1968.
Modiano, Patrick:
La ronde de nuit. Gallimard, 1969.
Modiano, Patrick:
Forstædernes Boulevarder. Gyldendal, 1974. (Les boulevards de ceinture. Gallimard, 1972). Oversat af Jens Juhl Jensen.
Modiano, Patrick:
Villa Triste. Gallimard, 1975.
Modiano, Patrick og Emmanuel Berl:
Interrogatoire – suivi de Il fait beau, allons au cimitière. Gallimard, 1976.
Modiano, Patrick:
Livret de famille. Gallimard, 1977.
Modiano, Patrick:
De dunkle butikkers gade. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Rue des boutiques obscures, 1978). Oversætter Victoria Westzynthius.
Modiano, Patrick:
Une jeunesse. Gallimard, 1981.
Modiano, Patrick:
De si braves garçons. Gallimard, 1982.
Modiano, Patrick:
Quartier perdu. Gallimard, 1984.
Modiano, Patrick:
Dimanches d’août. Gallimard, 1986.
Modiano, Patrick:
Remise de peine. Le Seuil, 1988.
Modiano, Patrick:
Vestiaire de l’enfance. Gallimard, 1989.
Modiano, Patrick:
Voyage de noces. Gallimard, 1990.
Modiano, Patrick:
Un cirque passe. Gallimard, 1992.
Modiano, Patrick:
Chien de printemps. Seuil, 1993.
Modiano, Patrick:
Askeblomster. Forlaget Per Kofoed, 1994. (Fleurs de ruine. Le Seuil, 1991
). Oversat af Frants Iver Gundelach.
Modiano, Patrick:
Du plus loin de l’oubli. Gallimard, 1995.
Modiano, Patrick og Catherine Deneuve:
Elle s’appelait Françoise. Canal plus, 1996.
Modiano, Patrick:
Dora Bruder. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Dora Bruder, 1997). Oversætter Karsten Nielsen.
Modiano, Patrick:
Aux jours anciens. Elle, 1998.
Modiano, Patrick:
La Petite Bijou. Gallimard, 2001.
Modiano, Patrick:
Accident nocturne. Gallimard, 2003.
Modiano, Patrick:
En stamtavle. Arena, 2017. (Un pedigree, 2005). Oversætter Morten Chemnitz.
Modiano, Patrick og Dominique Zehrfuss:
Paradis. Éd. de l'Olivier, 2005.
Modiano, Patrick:
Dans le café de la jeunesse perdue. Gallimard, 2007.
Modiano, Patrick:
L’horizon. Gallimard, 2010.
Modiano, Patrick, Dominique Zehrfuss og Marie Modiano:
28 Paradis, 28 Enfers. Gallimard, 2012.
Modiano, Patrick:
Romans. Gallimard, 2013.
Modiano, Patrick:
Pour que tu ne te perdes pas dans le quartier. Gallimard, 2014.
Modiano, Patrick:
Askeblomster. Lindhardt og Ringhof. Genudgivelse. Oversat af Frants Iver Grundelach, 2014.
Modiano, Patrick:
Et forbasket forår & Smertepunktet. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Chien de printemps, 1993). Oversat af Marianne Hector. (Remise de peine, 1988). Oversat af Karsten Nielsen.
Modiano, Patrick: Så du ikke farer vild i kvarteret. Batzer & Co, 2017. (Pour que tu ne te perdes pas dans le quartier, 2014). Oversat af Ane-Grethe Østergꜳrd. Roman.
Modiano, Patrick: Usynligt blæk. Batzer & Co, 2020. (Encre sympathique, 2019). Oversat af Ane-Grethe Østergaard.
Modiano, Patrick:
Sovende minder. Batzer & Co, udkommer 2022. (Souveniers dormants, 2017). Oversat af Ane-Grethe Østergaard.

Illustrerede værker

Modiano, Patrick:
Memory Lane. Batzer, 2020. (Memory Lane, 1981). Illustration Pierre Le-Tan. Oversætter Lone Bjelke.
Modiano, Patrick:
Poupée blonde de Pierre Michel Wals. Illustration Pierre Le-Tan. POL, 1983.
Modiano, Patrick:
Catherine Certitude. Illustration Jean-Jacques Sempe. Gallimard, 1988.
Modiano, Patrick:
Éphéméride. Illustration Robert Doisneau, Louis Stettner; supplément au Le Monde. Gallimard, 2001.
Modiano, Patrick:
Dieu prend-il soin des boeufs? Illustration Gérard Garouste. Éd. de l'Acacia, 2003.

Børne- og ungdomsbøger

Modiano, Patrick:
Une aventure de Choura. Illustration Dominique Zehrfuss. Gallimard Jeunesse, 1986.
Modiano, Patrick:
Une fiancée pour Choura. Illustration Dominique Zehrfuss. Gallimard Jeunesse, 1987.

Noveller

Modiano, Patrick:
Des inconnues. Gallimard, 1999.
Modiano, Patrick:
Ukendte kvinder. 1999.

Fotobøger

Modiano, Patrick:
Paris tendresse. Foto Brassaï. Hoëbeke, 1990.

Filmmanuskripter

Modiano, Patrick og Louis Malle:
Lacombe Lucien. 1974.
Modiano, Patrick og Rappeneau:
Bon Voyage. 2003.

Om forfatterskabet

Links

The New Yorker, 2014-10-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Patrick Modiano