I Henriette E. Møllers to romaner er det de kvindelige figurer og deres bevidstheder, der udgør fortællingernes rum. I romanen “Jelne” udnytter forfatteren dette rum til at beskrive den unge hovedpersons personlige søgen efter egen historie og identitet. I “Kaiser” er dette rum lagt mere kollektivt an og giver anledning til fortællingen om en families slægtskabshistorie. Møllers “Kaiser” kan således ses i sammenhæng med andre nyudkommende slægtskabsfortællinger som Kim Blæsbjergs “Rådhusklatreren” (2007), Jens Smærup Sørensens “Mærkedage” (2007) og Katrine Marie Guldagers “En plads i historien” (2008), der alle tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og besættelsestiden.
Men det, der især har kendetegnet Henriette E. Møllers romaner indtil videre, er deres markante sproglige stil. Den særlige tredjepersonsfortæller, der mimer den fluktuerende bevidsthedsstrøm i romanfigurernes indre, mentale univers, er karakteristisk i begge romaner og giver klare mindelser om den klassisk modernistiske bevidsthedsstrøm-litteratur, som man finder den hos engelske Virginia Woolf . Henriette E. Møller har selv påpeget denne familiaritet og inspirationskilde på følgende måde: “Hendes [Virginia Woolfs] skrivestil flydende, abrupt og tankespringsmæssig kan jeg enormt godt lide. Hun har også en særlig alvidende fortællerstemme med et alvidende overblik, som har noget at sige og virker nærværende på en anden måde, end en jeg-fortæller kan gøre det.” (Dorte Remar: “Der er så meget sprog til mig”, Interview i Kristeligt Dagblad, 2007-06-07). Desuden nævner Henriette E. Møller danske Christina Hesselholdt og Hans Otto Jørgensen blandt sine litterære forbilleder.