Genrer og tematikker

Bevægelsen mellem det dybt personlige og næsten ekshibitionistiske og det skrifttematiske er kendetegnende for Martin Johs. Møllers forfatterskab og bevægelser i det, der kaldes den litterære blogosfære. Selv skriver han: ”På den ene side er jeg dybt fascineret og tiltrukket af den klassiske store fortælling, men jeg synes også det er vigtigt at udfordre den litterære diskurs strukturelt.” (II, Oplæsningsrække på Lynfabrikken, s. 90.)

Netop det spændingsfelt går igen i forfatterskabet; den litterære diskurs udfordres gennem både kollektive projekter, formater og platforme, og samtidig bliver der plads til at skrive en biografisk roman om og med sin far. På trods af, at ”Skuespilleren der forsvandt” bærer genrebetegnelsen ’roman’, så er det – set i forhold til, hvor meget teater- og skuespilsverdenen fylder rent indholdsmæssigt – måske mere præcist at kalde ”Skuespilleren der forsvandt” for (hovedsageligt) en monolog. Rent fortælleteknisk anvender Martin Johs. Møller især to forskellige stemmer, der tilhører hhv. den fortæller, der har fået taletid – jeget Troels Møller – og Martin, der efterfølgende punkterer nogle af Troels Møllers anekdoter. Og så er der den dimension til historien, at den fortæller, der har organiseret samlingen af ord, erindringer og endda papirer, der udgør ”Skuespilleren der forsvandt”, synes identisk med sønnen i ”Skuespilleren der forsvandt”. Tonen holdes også distinkt adskilt af de to dominerende fortællere. Den springer fra de stykker, som Martin står som afsender i og de, hvor talen direkte strømmer fra levemandens eget gab. Fortællingens tredje spor om den åndelige vejleder G.I. Gurdjieff spænder sig op på Troels Møllers egen profetiske måde at berette på og på det næsten sekteriske miljø, han indlemmedes i og fascineredes af i løbet af sit liv.

Spørgsmålet om autenticitet er en tematik, der rumsterer som en undertone frem for en decideret nøgle. Arbejdet med den nære forfatterverden foregår på adskillige metaplaner, og mens navne på kendte mennesker kastes rundt i farens monologer fra teaterverden i ”Skuespilleren der forsvandt”, så sker det samme i mange af Martin Johs. Møllers tekster. Man forholder sig til sin omverden, bearbejder den skriftligt og spytter den ud med den akademiske verdens enzymer hængende ved som sprogligt savl. Alligevel efterlades læseren konstant med tekstens egen (uudtalte) spørgsmålsstillen ved begrebet det autentiske eller det sande. Er de anekdoter, som Troels Møller fortæller, sande og hvilken betydning har det egentlig for såvel historiens som livets betydning?

Den norske filosof Arne Næss (1912-2009) beskæftigede sig i høj grad med begrebet sandhed i sprogfilosofisk øjemed og med, hvordan vi rent empirisk erkender noget til at være sandt. På samme måder kan Martin Johs. Møller siges at undersøge det, man kan opfatte som sandheden om et – eller sit – liv gennem fremstillingen af taleren selv, og taleren er i debutromanens tilfælde Troels Møller. Dermed bliver sandhedens undersøgelse ændret fra ellers at være foregået i teoriens til den konkrete verdens.