Fuglen i hjertet

© Jan Mogensen
Copyright: Jan Mogensen

Med sin ret lange tekst og de sort/hvide tuschpriks-tegninger er Fuglen i hjertet tilsyneladende en atypisk bog i Jan Mogensens produktion. Men dens idéindhold kan trods det siges at være et fundament for alt, hvad han har lavet, et credo om man vil.

Det komplicerede, men flydende komponerede eventyr handler om en dreng, der af tre mænd fra Skyggeland bliver stillet overfor valget mellem at beholde den lille fugl, der synger for ham og gør ham glad eller at få en kolossal hat, der kaster en flot skygge.

Fuglen har sin betydning, som det, der giver følelsesmæssig fylde i drengens liv. Den er symbolet på en form for psykisk energi, der er basis for den livsvigtige lykkefølelse, Jan Mogensen holder fast i og beskæftiger sig med også i andre bøger, f.eks. Lykkens æbletræ.

På den ene side har det fatale konsekvenser for drengen at afskære sig fra det potentiale, der er gemt i den lille fugl, og på den anden side viser historien, at det er et potentiale, der ikke mister sin kraft eller sin forbindelse med drengen, selvom han har udelukket det fra sin bevidsthed.

Fuglen gemmer i sig en styrke, der gør den istand til at overskride grænserne for den almindelige virkeligheds begrænsede muligheder og bringe historien til en lykkelig slutning: Efter at drengen har forladt den, flakker fuglen fortvivlet om, og uden at vide hvordan befinder den sig pludselig i en verden, hvor et træ ikke bare er et træ, men Verdens træ med rødder ned til Jordens kerne og grene op til himlens yderste stjerner.

Og med hjælp fra venligtsindede kræfter i den verden formår fuglen at samle tanke, følelse og vilje til én magisk, målrettet handling, der vender historiens dødsdom over drengen til en lykkelig genforening af de to, der hver på sin måde er forvandlede.

Vigtige dele af budskabet i historien er dels det livsnødvendige i at tage sine følelser alvorligt, og dels en fremhævelse af barnets sjælelige sårbarhed i spændingsfeltet mellem, hvad det selv føler og den påvirkning omverdenen udsætter det for.

Samtidig understreger historien, at barnet mangler forudsætninger for at se sin omverden i dens rette proportioner, og den tildeler dermed de voksne et ansvar for at tage barnets følelser alvorligt og præsentere det for reelle valg, kort sagt et ansvar for barnets sjælelige udvikling.

Med det sjælelige som tema har Jan Mogensen fat i noget, der ligger i udkanten af fokus for almindelig opmærksomhed, og på den måde kan man sige, at hans tematik stadig er alternativ, selvom det eventyrlige i hans tekster falder fint ind i øjeblikkets fantasibølge.

Det sprog, han fortæller i, er knapt og neutralt. Beskrivelser, udtryk og stemning ligger først og fremmest i billederne. Han siger da også, at han interesserer sig dybere for at tegne end for at skrive og foretrækker, at andre forsyner ham med tekster.