Bagved nænsomheden ligger den holdning, at "børn er noget, man skal passe på og tage sig af. De er ikke bare noget man kan eksponere til alle livets kræfter sådan helt udifferentieret, uden det går galt. Det er skam ikke, fordi jeg ikke er istand til at producere store mængder uhygge, men jeg synes, det er unfair, hvis det er til små børn."
At Jan Mogensen kan det der med uhyggen, når bare det er til større børn, kan man forvisse sig om ved at se på hans illustrationer til Ellen Bryan Obed’s Sorte Ran. Her er hans flot og dramatisk tegnede billeder gennemsyret af en grønblåsort, månebelyst, midnatsuhyggestemning og Sorte Ran skildret på en gang skrækindjagende og ynkeligt tom, sat sammen som han er af lånte dele fra forskellige dyr.
Omtanken for målgruppens kapacitet er bevidst fra Jan Mogensens side. Men samtidig er det at tegne for børn også en spontan proces: "Tro det eller ej, jeg føler mig ikke sådan, som om jeg specielt illustrerer for børn. Sådan tegner jeg faktisk. Jeg gør mig ikke naiv eller noget. Astrid Lindgren har sagt: Jeg skriver ikke for børn, men til barnet i mig selv. Jeg tegner for barnet i mig selv. Og det er lige præcis sådan, jeg gerne vil have det skal se ud."