Synsvinkler og indlevelse

© Jan Mogensen 
Copyright: Jan Mogensen

Ofte lægger Jan Mogensen vinklen på sit motiv tæt på og nedefra, så billedet åbner sig og bogstaveligt talt virker overvældende.

I Guldlok og de tre bjørne holdes den synsvinkel konsekvent hele bogen igennem, og da hvert billede samtidig fylder hele opslaget får man det indtryk af overvældende størrelse som den lille spinkle Guldlok må opleve, og som i hans udlægning af historien bliver det centrale, ikke bjørnenes dyriske farlighed. Den største af bjørnene kan kun lige være indenfor billedrammerne og møblerne i bjørnenes hus tårner sig op.

© Jan Mogensen
Copyright: Jan Mogensen

Guldloks tabte blomster minder os i hvert billede om lidenhedens kontrast til de bombastiske proportioner og spænder frygt og forventning til den uundgåelige konfrontation.

Jan Mogensen har flere grunde til hyppigt at bruge det suggererende lave perspektiv. Dels er det barnets synsvinkel, og dels er det "for at få himlen med. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man rigtig kan opfatte Jorden, med mindre man også har himlen med. Det er så vigtig en del af at være på den her planet".

Netop himlen har han fokuseret specielt på i Ole Lukøje fortæller om jorden, månen og stjernerne, en vellykket blanding af eventyr og en første lille lære om universet, med tekst af Bolette Bonfils.

Betagelsen af universets fantastiske virkelighed og himlens blå uendelighed bliver fuldt udfoldet i disse billeder. De små graciøst svævende figurer, Ole Lukøje og pigen Louise giver uendeligheden en vis håndgribelig dybde, og giver indtryk af at flyvning må være en let og mulig kunst at lære.

Det er synsvinklerne, der betinger det relative i størrelsesforhold, og at lege med størrelsesforhold har, siger han, "en særlig fascination. Tingene antager deres egen dimension, sådan som de opfatter sig selv i størrelse. Det der gør, at det pludselig bliver levende, er at man går ind i sådan en ting og tænker, hvordan det må være at være sådan og oplever det ud fra tingens eget synspunkt. De får et udtryk, bliver personlige, det er det, H.C. Andersen er så god til."

Det er tydeligvis også det, der interesserer og udfordrer Jan Mogensen, og gør ham til en oplagt H.C.Andersen illustrator. Han zoomer ind på de små hovedpersoner, tinsoldaten, toppen og bolden og gør dem på den måde til ´store´, levende beboere i en egen verden.