Hvem vogter vogterne?

“Watchmen” (”Vogterne”, 1989) fra 1986 foregår i en alternativ virkelighed, hvor superhelte har eksisteret siden slutningen af 1930'erne. Takket være Dr. Manhattan, en superhelt med vældige kræfter, er der sket en række teknologiske landvindinger, der har gjort luftskibe og elektriske biler til en del af hverdagen. Nixon er i 1985 stadig præsident for Amerika (Watergate har aldrig fundet sted), og USA har vundet Vietnamkrigen. Efter en politistrejke og voldelige opstande i hele landet er superhelte blevet gjort ulovlige ved indførelsen af den såkaldte “Antihelte-lov”. Superhelte som Natuglen, Silkesværmeren og Ozymandias har trukket sig tilbage til civile liv, mens Gøgleren og Dr. Manhattan har fortsat deres arbejde som agenter for den amerikanske regering. Kun den dystre og grænsepsykotiske Rorschach fører stadig et enmands korstog mod underverdenens betændte elementer. Den Kolde Krig er på sit højeste, og verden balancerer på randen af en altudslettende atomkrig.

Historien begynder med, at en person ved navn Edward Blake bliver gennemtævet og derefter smidt ud af vinduet fra sin lejlighed i et højhus. Det viser sig hurtigt, at den afdøde levede et dobbeltliv som den brutale og ubarmhjertige superhelt Gøgleren. Rorschach begynder at efterforske mordet, og det leder ham på sporet af en sammensværgelse, hvor nogen er i gang med at udrydde maskerede helte. En sammensværgelse, der i sidste ende truer med at ændre verden for altid.