Børnene i forfatternes bøger er altid opfindsomme og snarrådige nok til at finde deres egne geniale løsninger på problemerne. De voksne er sjældent til nogen hjælp. Tværtimod kan de ligefrem være årsag til børnenes problemer.
Det er tilfældet for drengen Erling i Knokkelhånden, en bog, der på en måde fortsætter Haltefanden. Erling fortæller nemlig ved bogens begyndelse, at han har set sit snit til at stjæle monsterets ene skelethånd og taget den med hjem til Lilleby, hvor hans far er politimester og "styrer med jernhånd". Erling er derfor upopulær i byen.
Da Knokkelhånden komme til Lilleby, begynder det at ske det ene mord efter det andet. Og til Erlings skræk ser det ud til, at det hver gang går ud over personer, som han måske nok har lyst til at hævne sig på, men dog ikke ligefrem myrde - eller???
Udtrykket "styrer med jernhånd" får på en måde, der er typisk for Peter Mouritzen, en ny betydning, fordi læseren allerede tænker på Erlings Knokkelhånd. Man kommer derfor til at forestille sig et billede af faderen med en rigtig jernhånd, og forstår på den måde, hvor brutal han er.