Basilisken

Peter Mouritzen henviser ofte til andre fortællinger, enten som indledning eller undervejs i sine historier, som for at understrege, at vi nu befinder os i fortællingens univers.

Ungdomsromanen Basilisken begynder således med korte tekster om fabeldyret Basiliskens historie, inden den går over til selve fortællingen om den 17-årige Prinz og hans vej ind i voksenlivet, en udfordrende og gådefuld historie, så gådefuld som at se sig i spejlet.

Vi befinder os i en ren eventyrverden, et grotesk fremtidssamfund måske. Historien om den beskyttede Prinz, der er på vej til den brud, hans forældre har valgt til ham, kidnappes og rodes ud i den rå virkeligheds magtkampe, kan synes glat som et stykke sæbe. Her åbenbarer sig intet fast holdepunkt for den unge mand, der ser gennem enhver tilbudt sandhed.

Alt ender ganske vist i idyl, med giftermål og barn på vej. Som Prinz siger: "Mit liv begyndte som et eventyr, og er endt som et eventyr", men stadig lurer en angst, som ingen ende kan få. Ikke just den sædvanlige lykkelige slutning på et eventyr. Men måske lægger Peter Mouritzen en særlig betydning i begrebet eventyr eller fortælling?

I en artikel har han sagt: "Vi er nødstedte på denne klode, uden Gud som skipper ... Omkring os er det store, tomme rum - der fylder os med en ufattelig angst, horror vacui, angsten for det tomme rum. Denne angst er vort eksistensvilkår ..." "Fælles for mennesker er," siger han videre, "at vi prøver at konstruere os ud af angsten: Derfor "bygger" vi myter, eventyr, fortællinger etc. ... vi digter vor tilværelse, vi bygger en verden op, vi digter en forståelse ind i denne verden, dette bygningsværk, vi tolker os ind i en ramme, en sammenhæng, fordi tomrummet ellers ville få os til at gå fra forstanden af skræk."