Min kamp 6

Citat
”Hitlers ungdomstid ligner min, hans afstandsforelskelse, hans desperate ønske om at blive noget stort, for at hæve sig op fra sig selv, hans kærlighed til moren, hans had til faren, hans brug af kunsten som et jeg-udslettelsens og de store følelsers sted. Hans problemer med at knytte sig til andre mennesker, hans kvindeophøjelse og kvindeangst, hans kyskhed, hans renhedslængsel. Når jeg ser ham på film, vækker han det samme i mig som min far engang gjorde, også der er en lighed.”
”Min kamp 6”, s. 921.

I det sidste bind af romanværket, ”Min kamp 6” fra 2011 (”Min kamp 6”, 2012), inddrager Karl Ove Knausgård arbejdet med og udgivelsen af de foregående fem bind. Hverdagen i Malmø med frue, tre børn og daglig skrivning er omdrejningspunkt i romanen, som i tilbageblik optegner hele ”Min kamp”s tilblivelse samt de omstændigheder, den blev til under.

Centralt i romanens første del er de voldsomme anklager om uefterrettelighed, som onkel ”Gunnar” kom med op til udgivelsen af bind 1. Overvejelserne om det moralske eller forkastelige i projektet, den nagende skyld og skam og angsten for at stille sig selv i rampelyset kobles tæt til udgivelsen.

Et 500 sider langt essay med titlen ”Navnet og tallet” optræder midt i romanen og er en akademisk udforskning af navnets betydning, af størrelserne jeg, vi, du, den og det og identitet og individ. Centralt er en læsning af Hitlers selvbiografi ”Mein Kampf” som Knausgård læser som et portræt af en ung, søgende kunstnersjæl. Undervejs går han i rette med den eksisterende Hitler-forskning og lader Hitler selv komme til orde via teksteksempler fra ”Mein Kampf”.

29665982

”Min kamp 6” tilføjer ekstra lag til forståelsen af de fem forrige bind. Knausgårds eget forhold til de forskellige bøger og de forudsætninger, der blev skabt under, samt beskrivelsen af modtagelsen og den massive medieinteresse, der opstod rundt om ”Knausgård” beskrives detaljeret, og på den måde bliver ”Min kamp 6” en selvrefleksiv afrunding og færdigskrivning af romanværket. Bind 6 er både en roman i sig selv, en refleksion over det hændte samt til allersidst et længe ventet farvel til forfattergerningen. I bogens sidste sætning gøres boet op og forfatteren siger farvel.

Med sine indlejrede essays om kunst, religion, litteratur, sociologi og psykologi bliver romanen sammen med de ekstremt detaljerede hverdagsskildringer en bog om det meste. En bog om alt det, livet bærer på og er strakt ud imellem: det konkrete og jordnære og det abstrakte, intellektuelle, det sublime. Forfatteren – og som sådan mennesket – er spændt ud mellem disse poler, og livet ses som en fortløbende navigering mellem disse.