Om sommeren

Citat
”Salt er salt. Men alligevel er der få ting i verden der kan måle sig med det at springe ud i et hav fra en klippe og mærke saltsmagen mod læberne idet kroppen borer sig ned gennem vandet, som er fuldt af hvirvler og brusende lommer af bobler, og bagefter ligge på klippen i solen ved siden af den du elsker, hvis solbrune hud nogle steder glimter af et tyndt, tyndt lag salt, og hvis læber smager af hav.”
”Om sommeren”, s. 308.

Som fjerde og sidste udgivelse i sin årstidsserie udgav Karl Ove Knausgård ”Om sommeren” i 2016 (”Om sommeren”, 2017). I lighed med ”Om efteråret” og ”Om vinteren” består bogen primært af encyklopædiske opslag om stort og småt i den materielle, kulturelle og formelle verden: mariehøner, salt, katte og ribs; den svenske digter Gunnar Ekelöf og den norske maler Harriet Backer; repetition, intelligens og kynisme. Værket er struktureret efter sommermånederne juni, juli og august, og der er længere afsnit med reflekterende dagbogsoptegnelser.

Den lille datter Anne er igen det du, Karl Ove taler til, og han ser på verden, som hun ser den, nysgerrigt og undersøgende. Ved at se og forstå ting og relationer kan man måske fylde en mening i alle de dage, der går med bilkørsel, sjældne besøg og faste rutiner. I teksten ”Kastanjer” reflekterer han for eksempel over, at han i fem år har haft et kastanjetræ i sin have uden at tillægge det værdi. I arbejdet med en Edvard Munch-udstilling falder han over et billede med et kastanjetræ. Efter at have set på Munchs kastanje giver hans egen nu mening, fordi den ”nu indtog en fortrolig plads i min bevidsthed”. (s. 14).

52974844

Fortælleren er et ensomt menneske, der gør det eneste han kan: være far og skrive. Hans liv er fuldt af simple glæder som at se solens daglige gang over himmelen, springe på hovedet i saltvand og ryge en cigaret, mens børnene leger i haven: og mens han refererer Ciceros udsagn om, at ”alt man behøver for at være lykkelig, er en have og et bibliotek” (s. 349), overgiver han sig til sin egen midaldrende borgerlighed.

Karl Ove vil genfortælle en ulykkelig kærlighedshistorie, han har fået fortalt af sin morfar, men fordi han er ”dårlig til at digte, god til at føle” (s. 136), bliver han nødt til at flytte hende til en kendt lejlighed i Malmö og skriver i jeg-form hendes fortælling derfra. Der er ansatser til en dramatisk roman i historien om denne Johanne, der under Anden Verdenskrig forelskede sig i en østrigsk soldat og forlod sin familie for ham.

Bogen undersøger i tråd med forfatterskabet, hvordan litteraturen er hensynsløshedens sted og er rigt illustreret med hovedsagligt blomsterbilleder af den tyske maler Anselm Kiefer.