Alting har en tid

Citat
”Jeg var alt, verden var ingenting. Det betød naturligvis ikke at jeg kunne lide mig selv, tværtimod var jeg fyldt af et had mod mig og alt mit, men hvad var hadet andet end en ny måde at omfavne mig selv på?”
”Alting har en tid”, s. 483.

Karl Ove Knausgårds ”En tid for alt” (”Alting har en tid”, 2007) fra 2004 er en fortsættelse af den seks år ældre ”Ude af verden”, men det bliver først afsløret 500 sider inde i bogen, hvor ”Ude af verden”s hovedperson afslører sig selv som historiens fortæller. Umiddelbart er romanen en gennemgang af den fiktive Antonous Belloris forskning i engle og en diskussion af englenes væsen og voldsomme genfortællinger af en række af bibelens centrale tekster om Noah samt Kain og Abel. Her tillægges de bibelske figurer træk, hvor de indimellem fremstår noget grumme i indgående psykologiske portrætter. F.eks. da Noah trygt ombord på arken lader sin familie drukne, som Gud har befalet ham.

26711479

Men bibelhistorien er ifølge Antonous Bellori også historien om det, man kunne kalde menneskets andet syndefald. Da Jesus blev hængt på korset, var det samtidig den straffende Gud fra det gamle testamentes endeligt. Efter at menneskene havde skaffet sig af med Gud søn, er de alene tilbage med englene, som må forsøge at gøre det så godt de kan uden Guds vejledning. Dermed kan mennesket sætte sig selv i centrum og lade videnskaben tage over – og samtidig gøre præcist som det vil uden at frygte Guds straf.

Jeg'et, som gennem romanen overvejer englenes betydning og genfortæller de bibelske fortællinger, viser sig siden at være ingen anden end hovedpersonen fra ”Ude af verden”, Henrik Vankel. I ”Ude af verden” indledte han et forhold med en 13-årige skolepige, og i ”Alting har en tid” sidder han og reflekterer over sine gerninger, fyldt med bebrejdelser og selvhad. Han har søgt isolationen på en fjern ø, hvor han bortvendt fra verden kan pine sig selv.

For Henrik Vankel er et begreb som skam ikke dækkende. Skammen er ligegyldig, da man har brug for andre mennesker at skamme sig overfor, og han er helt alene. Netop derfor har han tænkt sig at gennemgå hele kristendommens fortælling. Henrik Vankel er Kain, det gamle testamentes superskurk.

”Alting har en tid” er historien om selvtugt så stærk, at end ikke vor kulturs samlende religiøse fortælling kan bruges til at finde svar.