Et øjeblik tænkte han på hvorfor han netop var kommet til at tænke på det ord.
Han havde slået tre mennesker ihjel.”
”Men nødvendigheden i sig selv kan naturligvis aldrig være en begrundelse eller en undskyldning. Den kan kun være en årsag”, lyder epigrafen i den anden roman om Van Veeteren, ”Borkmanns punkt” fra 1994 (”Borkmanns punkt”, 1995), som er anderledes ren i spyttet, men ikke mere indlysende af den grund. Hvem der i givet fald har behov for undskyldningen i ”Borkmanns punkt” er ikke klart. Måske den mand, som er kendt i medierne som Bødlen, fordi han går rundt og hugger hovederne af folk i en lille by ude ved kysten. Først ryger der en og så en til, og så ringer Van Veeterens chef.
27734510
Van Veeteren er på ferie. Chefen beder ham tage ned til den lille by og give det lokale politi en hånd. Van Veeteren møder den afgående politichef Bausen og den charmerende politiinspektør Beate Moerk, og efterforskningen går sin gang. Van Veeteren har en læresætning i baghovedet; i enhver efterforskning kommer der et punkt, hvor man har informationer nok til at fange gerningsmanden, kunsten er at vide, hvornår man har nået det punkt. Den skyldes en af hans gamle chefer og kendes som Borkmanns punkt, der har givet romanen sin titel. Men vil Van Veeteren være i stand til at se det? Noget kunne tyde på, at det er forpasset, da Beate Moerk pludselig forsvinder, kidnappet af Bødlen.
Van Veeteren-krimierne foregår i et fiktivt land med fiktive byer, og selv om navnene minder om Holland, så er det uden de træk, vi forbinder med en moderne stat; religion, politik, historie, etnisk diversitet, firmaer, brands, forskellige samfundsklasser og livsstile. I stedet har vi en grå hud af funktionærer og små erhvervsdrivende, der er som skåret ud af det gamle Fremskridtspartis landsmøde i en idrætshal i Jylland, inden rygeforbuddet trådte i kraft.