Himlen over London

Citat
”Eller også blev hun opfundet af selve historien. I så fald en ofte forekommende jomfrufødsel i litteraturen. (…) Måske fiktionens inderste kerne – uanset hvor gerne man så ville anlægge en mere nøgtern synsvinkel. Fortælleren styrer læseren, fortællingen styrer fortælleren. Og det var et sted på dette trin af udviklingen, at han mærkede, at det begyndte at gå galt.”
”Himlen over London”, s. 289.

Håkan Nessers roman, ”Himmel över London” fra 2011 (”Himmel over London”, 2012) iværksætter en tvivl om forfatteridentitet og fortællerforhold allerede inden læsningen. På bogryg og smudsomslag står der Håkan Nesser, men på bogens cover hedder forfatteren Steven G. Russell, og titlen er ”En søvngængers bekendelser”.

Det begynder ellers helt realistisk: den snart 70-årige Leonard Vermin er kræftsyg og døende. Han har planlagt en sidste middag for familien for bl.a. at afsløre, hvad der skal ske med den store arv, han efterlader sig. Sammen med sin yngre kone Maud rejser til han London, hvor Leonard boede ti centrale år af sin ungdom. Her skal middagen holdes, og gæsterne, der bl.a. inkluderer Mauds børn Irina og Gregorius samt Milos Skrupka, en amerikaner af tjekkisk oprindelse, er inviteret til London fire dage i forvejen.

29315183

Udover det fremadskridende spor med familiemedlemmernes færd og interne stridigheder i London op til middagen er der fyldige uddrag fra Leonards gule notesbog, hvori han har nedskrevet den spion- og kærlighedshistorie, som han gennemlevede i swinging London i slutningen af tresserne sammen med den smukke og mystiske tjekke Carla. Endvidere løber et spor med en pensioneret svensk taxachauffør ved navn Lars Gustav Selén. Denne figurerer først som fantasi og drøm hos karaktererne, men efterhånden viser han sig at være forfatter til den roman, der omhandler Leonard. ”En søvngængers fortælling” af Russell indgår også i fiktionen med skæbnesvanger betydning for Irina. Spor fra den ene fortælling krydser bogstaveligt den anden, og som læser skal man være vågen for at holde planer og fortællere ud fra hinanden.

Den tydelige fortæller gør selv opmærksom på sin betydning og magt, men også det faktum, at det er fortællingen, der styrer sin fortæller, hvilket viser sig med al tydelighed i romanens dramatiske og overraskende slutning. ”Himlen over London” er en roman om en roman (om en roman), og tilspørger fiktionens muligheder og fortællerens magt.