Menneske uden hund

Citat
”Barbarotti havde et øjeblik overvejet om han skulle følge grundreglen om altid at snakke med anmelderne en ad gangen, men han havde besluttet sig for at fravige reglen denne gang. I det mindste til at begynde med. Hvis det skulle vise sig nødvendigt med et mere dybdegående forhør, kunne han vel tage dem en ad gangen, når den tid kom.”
”Menneske uden hund”, s. 48.

Håkan Nessers ”Människa utan hund” fra 2006 (”Menneske uden hund”, 2007) handler om familien Hermansson i Kymlinge, endnu en fiktiv by og ganske lig Maardam, nu bare med svenske navne og svensk vejr, bidende kulde og snestorm.

Rose-Marie Hermansson vågner op med en bevidsthed om, at hun må slå sin mand ihjel. De har begge ladet sig pensionere som lærere, og nu har manden uden hendes viden erlagt udbetalingen på et hus i Spanien og meddelt hende, at de sælger deres eget hus og forlader Sverige.

Deres ældste søn Robert var en halvkendt atlet, men kom til at gokke den af for rullende kameraer i et realityprogram, og nu er han ikke kendt som andet end onanisten, og faren må væk fra skammen. Det er december, og Robert og resten af den voksne børneflok ankommer med ægtefæller og børn. Stemningen er ikke fremragende. Et af de halvvoksne børnebørn tror, han er bøsse. Efter alle andre er gået i seng, lægger hans moster hans hånd på sit bryst og spørger, om han kan mærke noget, det kan han godt og således ledt ud af sin seksuelle vildfarelse aftaler de, at han skal komme ned til det hotel, hun overnatter på den næste aften, hvor hendes mand er væk, så skal hun sørge for, at han kommer til at mærke endnu mere. Samtidig opsøger onanisten Robert en gammel skolekammerat, som har ringet til ham for at fortælle, at hun altid beundrede ham, dengang han stadig boede i byen og stadig har lyst til at se ham. Robert, som ikke har så mange venner tilbage, opsøger hende. Og så mangler der lige pludselig to i familien. Hverken den omvendte bøsse eller Robert kommer tilbage fra deres besøg.

26698170

Samtidig begynder romanen at krydsklippe til en dame, som ikke virker, som om hun er helt velforvaret, og inspektør Gunnar Barbarotti kommer ind i fortællingen. Var det mon den mærkelige dame, som udgav sig for Roberts klassekammerat, og hvad er det for nogle lig, hun har skjult i kummefryseren? Gunnar Barbarotti er Nessers nye seriehelt. Han er italiensk af afstemning og lidt yngre af alder og sind end Van Veeteren.

Krimisitet krimifan.dk har spurgt Nesser, hvordan han fandt på personen Gunnar Barbarotti, og til det svarer Nesser: ”Jeg var lige blevet færdig med min serie om Van Veeteren, så jeg var helt sikker på, at nu skulle jeg ikke skrive en serie mere. Men efter at have skrevet 215 sider i bogen ”Menneske uden hund” gik jeg i stå og kunne ikke komme videre. Bogen havde ikke været en kriminalroman frem til da, men jeg tænkte, at hvis jeg skulle videre, så var der brug for noget politi, og så dukkede Gunnar Barbarotti stille og roligt op.” (Niels Søndergaard: Vi er vel alle lidt ensomme. Krimifan.dk, 2011-03-22).

Foreløbig er det blevet til fire romaner om Gunnar Barbarotti: ”Menneske uden hund” (2007), ”En helt anden historie” (2008), ”En fortælling om hr. Roos” (2009), og ”De ensomme” (2011).