Under hver sin himmel

Citat
”Valmuer og vasketøj / Blade der bekræfter vindens / mindste vink Dagens sekunder / føjet sammen i ét / offentligt gys De silkeagtige / kronblade tåler ikke / at nogen ånder på dem Dit hår / min hånd glider ned over det Stofligheden / overvælder I morgenen / rækker vi hændernes ingenting frem (…)”
Digtet ”Skal vi bo i dette styrt”, ”Under hver sin himmel”, s. 25.

Digtsamlingen ”Under hver sin himmel” fra 1990 har stedet som omdrejningspunkt. I prologen udstikkes en retning for samlingen i digtet ”En vej”: ”Det er en slags stedsans / der ikke findes steder for” (s. 7). Netop denne sans for noget, der måske ikke findes eller kan ses rækker ned igennem digtene. Udover prologen optræder bogens 31 digte under overskriften Tærskler, og det er netop tærsklerne, der undersøges i teksterne. Tærskler mellem forskellige tilstande, mellem natur og kultur, mellem dag og nat, mellem synligt og usynligt.

Som i tidligere samlinger er der tydelige enjambementer, men i denne er sætningerne markerede med stort begyndelsesbogstav, og læseren kan nemmere orientere sig i tekstens slyngede forløb. I digtet på side 13 forsøges det abstrakte at gøres så konkret som muligt, og det er netop en pointe i samlingen. ”Imens fryser gaden ned / Det synger En hel sommers / dufte og farver / stikkes ned / i en blændende hvid / konvolut Igen og igen / betror de os / deres / kærlighed”. Sommerens fysiske nærvær og sanselige oplevelser gemmes til efteråret i en konvolut, der ellers er beregnet til at opbevare ord, sætninger og henvendelser. Sproget hænger for Nielsen uløseligt sammen med naturen, og i mange af digtene væver de mindste elementer fra naturen sig sammen med sprogets mindste elementer, ordene. De fleste af digtenes titler er hentet i naturen: Frost, Fugletræk, Løvfald, Himmel, Gulbug osv., og digtene følger årstidernes skiften, det uafvendelige forfald og forløb. Spindelvæv er et centralt billede, der bringer forskellige elementer sammen fra naturens, menneskets og sprogets sfære. En art livsvisdom formuleres i digtet ”Gulbug”: ”Der er kun det / at vi er her / og ikke ved hvordan og hvorfor vi skal / glemme Huske kan vi / i det mindste delvist Eksempel: At hylden / om ni måneder står gennemsigtig / af blomster At gulbugen synger / beruset i dens midte” (s. 24). I naturens midte findes den største visdom, og mennesket er overladt til øjeblikket, kroppen og nærværet. Huden holder kroppen sammen, som himlen holder sammen på det hele.

Naturnærværet står i skarp kontrast til den civiliserede verden, der omtales negativt: i digtet ”Verdens skjul” står der f.eks.: ”We have the technology / lyder det sørgmuntre kor fra haverne” (s. 29). Således lægger en ellers lavmælt digtsamling sig i forlængelse af tidligere digte og romaner, hvor en kapitalismekritik udfolder sig med naturen som det eneste acceptable alternativ.