I 1948 udkom ”Under a Glass Bell” (”Under en glasklokke”, 1976), der er en novellesamling bestående af 13 noveller. Novellerne fordeler sig i tre forskellige kategorier, som man kunne kalde fantastiske fortællinger, realistiske skitser og portrætter. Otte af novellerne fortælles i første person, mens syv er tredjepersons-fortællinger. For flere af førstepersons-novellerne gælder det, at de er af meget personlig karakter, så de umiddelbart knyttes til forfatteren, mens tredjepersons-novellerne fremstår mere neutrale.
Novellen ”Labyrinten” knyttes umiddelbart til Nins dagbøger ved fra begyndelsen at kommentere dem: ”Jeg var elleve år, da jeg gik ind i min dagbogs labyrint” (”Under en glasklokke”, s. 68), og herfra går læseren med jeg’et ind i en labyrint af ord, hvor troper og symboler slører overblikket over fortællingen. Som det gør sig gældende andre steder i Nins forfatterskab, opløses skellet mellem drøm og virkelighed, og det giver anledning til smuk surrealistisk poesi. Essensen af ordbillederne er jeg’ets splittelse mellem livets forgængelighed og kunstens varighed, og samtidig problematiseres ordenes evne til at indfange sansninger, hvilket paradoksalt nok er, hvad Nin indfanger med sine ord. Det er netop sansninger, hun sætter på ord, og det går igen i samlingens andre noveller.
Det labyrintiske går også igen i andre noveller, både som tema og som formgreb bl.a. i novellerne ”Gennem min egen labyrints gade” og ”Hejda”. ”Hejda” handler om en arabisk kvindes dilemma mellem på den ene side at længes efter frigørelse og på den anden side at have lyst til at blive hos sin ægtemand. Som barn er Hejda primitiv. Hun løber nøgen rundt og fornøjer sig med at stikke fingeren op i gravide høns. Som 17-årige rejser hun til Paris, men selvom hun forlader orienten og slørene, bærer hun sløret i sit væsen. Tildækningen har givet hende en uovervindelig forsagthed. Hendes anden tilsløring kommer med kunstneren og ægtemanden Molnar. Han virker begrænsende for hende, så hun forlader ham. Hun begynder at male, og friheden får hende til at vokse. Hun slutter cirkulært tilbage i sin barndomshave uden slør og labyrinter.
Tanken om, at kvinden iscenesætter sig for mandens blik og derfor får et forvrænget billede af sig selv som kvinde er et gennemgående tema i novellesamlingen. Ligesom alle tretten noveller kendetegnes ved en smuk balance mellem realisme og surrealisme. De er abstrakte frem for konkrete og sætter ord på sansninger.