Hr. Cevdet og hans sønner

Citat
”Jeg kan hverken sove eller foretage mig noget. Jeg føler mig som en tom, personlighedsløs genstand uden hverken fortid eller fremtid, en urtepotte eller, hvad ved jeg, en dørhammer. Ja, netop, jeg er en dørhammer.”

”Hr. Cevdet og hans sønner”, s. 241.

Orhan Pamuk ønskede i mange år ikke, at hans debutroman ”Cevdet Bey ve Oğulları” fra 1982 (”Hr. Cevdet og hans sønner”, 2017) skulle oversættes, og derfor er den først landet på dansk 35 år senere. Han skammede sig over den, fordi han ikke følte, han havde fundet sin egen stemme, men i høj grad lånte fra den europæiske slægtsroman.

Romanen er en familiesaga, der følger familien Işıkçı over tre generationer – repræsenteret ved romanens tre dele. I første del er Hr. Cevdet i centrum. Med flid og stålsat sind bliver han i starten af det 20. århundrede en rig forretningsmand, og sammen med sin hustru flytter han ind i Nişantaşı-kvarteret i Istanbul, der danner ramme om familiens (og romanens) liv.

Romanens anden og største del foregår i slutningen af 1930’erne og følger primært sønnen Refik, der – blandt andet inspireret af Atatürks reformer – får stadigt sværere ved at forliges med den traditionelle tyrkiske livsstil.

53528821

Tredje del foregår i 1970 og følger barnebarnet Ahmet.

Alle tre generationer drømmer om at flytte verden, men hvor Hr. Cevdet primært fokuserer på at ændre sine egne livsvilkår, ønsker Refik at skabe bedre forhold for den almindelige tyrker. Men da han tager til Ankara og løber politikerne på dørene med sine ideer, møder han kun magtkampe og intriger og står desillusioneret tilbage. Siden forsøger han sig via litteraturen, idet han opretter et forlag, der oversætter europæisk litteratur. Refiks søn Ahmet fortsætter i samme spor, da han håber at forandre verden med sin billedkunst.

Romanens hovedtema er identitet. Alle romanens karakterer har svært ved at føle sig hjemme – såvel i sig selv som i deres hjemland. De er konstant selvkritiske og overvejer, hvad andre mon mener om dem. De er fulde af længsler, men hvad der kan dulme længslerne, kan de ikke finde ud af – er det at stifte familie? Flytte til Europa? Blive nationalistiske? Fortabe sig i litteraturen? Uanset romankarakterernes valg synes de ikke at blive rigtigt tilfredse. Livets meningsløshed – som forekommer at være proportional med politikkens magtfuldkommenhed – er i højsædet. Men måske kan kunsten og litteraturen ændre verden.

Pamuk har selv forklaret, at romanen er inspireret af Thomas Manns ”Huset Buddenbrooks” og Tolstojs ”Anna Karenina”, og ikke mindst den måde, hvorpå ”Anna Karenina” genspejler hele samfundet.