Rend mig i agterstavnen

Der er til stadighed mennesker i Charlotte Pardis univers – helst børn. Dem med power i, de små, handlekraftige og seje piger, der kan og vil det hele selv med næsen højt hævet over dem, der tror de skal bestemme. Og det er også en af de stædige af slagsen, der introduceres i hendes debutbilledbog Rend mig i agterstavnen . Men først og fremmest handler det om en rundmavet, ældre herre. Teksten er skrevet af Glenn Ringtved - en skøn historie om mangelen på respekt for de gamle værdier – i form af en outdated sørøverkaptajn - og Charlotte Pardi går planken ud og blæser liv i både kaptajnen og hans temperament.

25507258

Med den sorte sørøverhat godt ned i panden, den blårøde næse stikkende langt frem og et solidt underbid over det strittende skæg, står han bistert bag roret og tager imod på forsiden. Livet er også usselt, de fede og selvtilfredse danskere i de hurtige motorbåde sejler ham agterud. Border han en færge tror de han er et teaterstykke, og brænder han sin utilfredshed af ud over havet fra udsigtstønden, bliver han bedt om at lukke kebabben af én der ikke kan få ørenlyd i mobilen. Alt sammen gengivet og fortalt med en ironi og larmende humor af Charlotte Pardi.

Stregen er nærmest skødesløs, hverken kaptajnen eller børnene lever op til noget skønhedsideal, og sidepersonernes danskere er tegnet med den satiriske side af Charlotte Pardis talent. Perspektivet skifter hele tiden, først er vi nede, dernæst oppe, så har vi hele havnefronten set fra parkens top og når siden vendes er der sørøverkaptajnens røde næse, lilla tunge og orange skæg i hele billedet. Farverne er i en blanding af blyant, akryl, akvarel og farveblyant, og farvelægningen, bevidst overdreven i den heftige skala med turkis, rødt, orange og masser af lime, er med til at skabe det accelererende tempo, da kaptajnen går i land. Og for den opmærksomme kigger er der en særdeles levende statue i baggrunden, - hvad man dog skal udsættes for som stationært monument!

En overlegen og meget synlig debut - men nemt at komme i gang, det var det ikke.