Alberta-bøgerne

Alberta-bøgerne, Alberta, Kære Alberta, Alberta og Katrin, Alberta og Christer og Christer, skolen og Alberta (Jespersen og Pio, 1976-80), giver en fin beskrivelse af en pige og hendes hverdag og udvikling henimod at blive voksen.

Alberta på ca. 16 år fortæller om sig selv, om sin far, som hun bor alene med, om faderens veninde Ann, om skolen og kammeraterne.

Alberta er en følsom og tænksom pige. Hun funderer meget over meningen med tilværelsen, kærlighed/forelskelse og menneskets placering i en verden fyldt med ulighed og undertrykkelse. Samtidig genfinder man hos hende de typiske træk, der kendetegner puberteten: de skiftende sindsstemninger, hvor man det ene øjeblik er helt oppe, det næste helt nede, samt følelsen af at befinde sig i et ingenmandsland midt mellem barn og voksen.

Alberta er også fantastisk navlebeskuende, men er midt i al sin selvoptagethed velgørende humoristisk og selvironisk.

Hovedvægten i bøgerne er lagt på at beskrive de nære menneskelige relationer. Personbeskrivelserne er vældig gode og nuancerede, ligesom bøgerne indeholder forfatterens tro på det værdifulde i et varmt og kærligt forhold mellem mennesker.

I modsætning til de to foregående serier er der ikke megen ydre handling i denne serie. Bøgerne indeholder hovedsageligt samtaler og refleksioner, hvorved de ind imellem kan virke lidt stillestående.

På den anden side er serien et godt modstykke til de mere handlingsprægede ungdomsbøger, der sjældent giver sig til at gå i dybden med personernes tanker og følelser.