Menneskekender

Styrken i Hans Petersons forfatterskab er de indlevede og solidariske personportrætter samt den varme og livsbekræftende holdning til mennesket

Hans Peterson har betegnet sig selv som en psykologisk forfatter. Han beskæftiger sig således mere med, hvad der foregår inde i et menneske, end hvad der sker udenfor.

Selv om de problemer, han tager op, næsten altid har samfundsmæssige årsager, løses konflikterne stort set kun på det personlige, følelsesmæssige plan.

I den forbindelse har Hans Peterson selv udtalt:
"...selv om samfundet har enorm betydning for individet, så kan jeg ikke påvirke samfundet. Jeg kan blot påvirke individet!"
"Derfor mener jeg, at de politiske forfattere skal tage vare på samfundet, men de skal lade mig tage vare på individet. For jeg kan ikke klare samfundet, og de klarer ikke individet!".
(Citaterne er fra bogen: Jacob Gormsen: Elleve nordiske børnebogsforfattere. Gyldendal, 1979).