Mordene i Rue Morgue

Citat
”Værelsets kaotiske uorden, liget efterladt med hovedet nedad oppe i kaminen, den gamle kvindes hæsligt mishandlede lig, alt dette, det førnævnte og flere detaljer, som jeg ikke behøver nævne, har ved at sætte det parisiske politis højt priste kløgt skak været tilstrækkeligt til at lamme hele etaten. De er gået i den gamle, men meget almindelige fælde at forveksle det usædvanlige med det ufattelige.”
”Mordene i Rue Morgue” i ”Samlede fortællinger 1”, s.372.

”The Murders in the Rue Morgue”, 1841 (”Mordene i Rue Morgue” i ”Samlede fortællinger 1”, 2007) regnes af mange for den moderne kriminalromans urfortælling. Poes detektivkarakter C. Auguste Dupin, som introduceres her, optræder kun i tre af Poes fortællinger, men han kan betragtes som en art prototype til verdens nok mest berømte detektiv, Sherlock Holmes.

Historiens unavngivne jeg-fortæller befinder sig i Paris, hvor han flanerer rundt og på et bibliotek render ind i Dupin. Lidt mærkværdigt lukker de sig sammen inde i en dyster, tilbagetrukket og slidt ejendom i en øde del af Paris. Deres intention er at fordybe sig i læsning, skrivning og samtale. Kun om natten flanerer de rundt i de parisiske gader. Disse beskæftigelser forstyrres, da de i avisen falder over en artikel om nogle gruopvækkende mord i gaden Rue Morgue.

En ældre kvinde og hendes datter er fundet myrdet i eget hjem. Lejligheden er fuldstændig raseret og det mystiske er, at intet er stjålet og at morderen er flygtet fra stedet på uforklarlig vis. Derudover har naboerne hørt en stemme fra lejligheden på samme tid, som mordene fandt sted, men ingen af dem kan med sikkerhed fastsætte stemmens nationalitet. Dupin kaster sig over opklaringen af sagen på en måde, som både forbløffer og fascinerer hans unavngivne ven, der allerede har ladet sig betage af Dupins særegne åndsevner.

Hovedparten af fortællingen består af Dupins ræsonnement over det, han læser sig til i artikler om mordene, og det, som han selv og jeg-fortælleren iagttager på gerningsstedet. Dupins analyse og opklaring af mysteriet er præget af et særligt kreativt intellekt, men også af nøgtern deduktion. Jeg-fortælleren fungerer i længere passager som læserens stedfortræder, der ligger øre til Dupins ræsonnerende monologer.

Fortællingen har karakter af en videnskabelig afhandling, men videnskabeligheden udfordres af Dupins uudgrundelige intellekt og den bizarre løsning på mordgåden, som ikke skal afsløres her. Dupins opklaringsarbejde udtrykker også en fin balance mellem rationalitet og mystik. Udgangspunktet for hans analyse er netop det, som stikker i øjnene som umiddelbart irrationelt og uforklarligt, sådan som det også fremgår af nærværende citat.