Vejen til Swann

Citat
”Og ligesom i den leg hvor japanerne morer sig med at dyppe nogle små stykker papir i en porcelænsskål fyldt med vand, hvor de papirstumper der indtil da har set nøjagtig ens ud, skiller sig ud fra hinanden og bliver til blomster, huse og solde og genkendelige mennesker, steg nu også alle blomsterne i vores have og i Swanns park, og åkanderne i Vivonne, og de brave folk i landsbyen og deres små huse og kirken og hele Combray og dens omegn, alt der der får form og fasthed, byen og haverne, op af min tekop”.
"Vejen til Swan”, s. 69.

”Du côté de chez Swann” (1913) (”Vejen til Swann” (1932)) introducerer bogens temaer om tabt tid og mislykket kærlighed. Den falder i tre dele. Åbningen af første del, ”Combray”, er humoristisk blevet resumeret med ordene: ”engang havde jeg svært ved at sove”, for afsnittet kredser om den søvnløse fortællers tågede erindringer om de steder han gennem sit liv har sovet eller forsøgt at falde i søvn. Fra barndommen genkalder han sig moderens absolut nødvendige godnatkys. En bestemt aften hvor dette privilegium på grund af besøgende bliver trukket tilbage, får det katastrofale følger for det følsomme barn. I samme drilske ånd kan resten af ”Combray” sammenfattes med sætningen: ”da jeg drak en kop te, gik det op for mig at jeg som barn havde tilbragt noget tid på landet”. Det er nemlig ved uforvarende at genopleve et indtryk fra barndommen, smagen af Madelaine-kage smuldret ned i en kop lindete, at fortælleren i et voldsomt syn får erstattet de spinkle minder med fuldblodserindringer. Det følgende afsnit, ”Swanns kærlighedshistorie”, der foregår før Marcels fødsel, beretter om levemanden og æsteten Charles Swanns forelskelse i den letlevende Odette de Crézy. Med sine kokette manerer forstår Odette at holde sin bejler interesseret, og efter hans voldsomme forelskelse er brændt ud, er ilden i denne kærlighedsaffære kun Swanns usikkerhed og jalousi. Til sidst ærgrer han sig over ”… at jeg har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!” (”1: Swanns verden”, s. 285). Tredje del, ”Stednavne: Navnet”, er centreret omkring Marcels forelskelse i Gilberte Swann, legekammeraten fra den lille park ved Champs-Élysée, og viser hvordan hele hans tilværelse og følelsesliv er prisgivet hendes tilfældige luner.