I et rosenflor af purunge piger

Citat
”Der føjes et stort plus af charme til livet ved et badested som Balbec, hvis en køn ung pige blandt dem, der falbyder muslinger, kager eller blomster, har præget sit ansigt ind i vor tanke med så levende farver, at det fra den tidligste morgenstund er vort daglige mål på hver af disse ørkesløse og strålende dage, vi tilbringer ved stranden. Skønt de går hen i leddiggang, bliver de da, og derved, livlige som virkelige arbejdsdage …”
”I et rosenflor af purunge piger”, s. 404.

”À l'ombre des jeunes filles en fleurs” (1919) (”I et rosenflor af purunge piger” (1932)) etablerer et galleri af personer, der senere får stor indflydelse på Marcel. Den er opdelt i to. I ”Omkring Madame Swann” bliver Marcel kammerater med den velformulerede Bloch der deler hans interesse for litteratur, og som uden for pensum introducerer Marcel for en anden af livets glæder på et middelmådigt bordel. Diplomaten Norpois tilskynder Marcel til at vælge en litterær bane, og den unge mand hører kaldet. I mellemtiden trækker forelskelsen i Gilberte i langdrag. Anden del, ”Stednavne: Stedet”, flytter handlingen til Balbac, en lille by ved Frankrigs nordkyst hvor Marcel er på ferietur sammen med sin bedstemor og sin barnepige. Fordi forelskelsen i Gilberte efterhånden er blevet erstattet af en velgørende ligegyldighed, begynder han at interessere sig for en lille gruppe sporty piger, heriblandt Albertine. På hotellet stifter han bekendtskab med Robert Saint-Loup hvis aristokratiske stilling og fagter imponerer ham meget.