Le Temps retrouvé (1927) (”Den genfundne tid” (1927)) er værkets konklusion og spejler det indledende bind som det, efter forfatterens udsagn, er skrevet samtidigt med. Ud over beskrivelsen af hvordan den aldrende og stadigt mere hæmningsløse Charlus udfolder sine perversioner i selskab med unge soldater på snuskede bordeller i det krigsramte Paris, koncentrerer bindet sig om et eftermiddagsselskab i prinsen af Guermantes’ palæ. Efter at have tilbragt adskillige år på et nervesanatorium ankommer Marcel til matineen og bliver overrasket over at se hvordan hans livs bekendtskaber, der belejligt nok er samlet i festsalen, er blevet trampet i ansigtet af tiden. En ganske ung person, datteren af Saint-Loup og Gilberte, samler i kød og blod de mange veje og vildspor i Marcel's liv og står for ham håbefuldt som nøglen til hans fortid.
På vej til selskabet og efter ankomsten har Marcel ikke mindre end fem specielle oplevelser hvor fortiden bryder ind i nutiden, meget lig den som tidligere blev fremkaldt af en slurk urtete iblandet sandkage. Takket være disse åbenbaringer beslutter han sig for at blive forfatter og udkaster på stedet et romanværk samt skitserer de æstetiske principper, der skal være styrende for udformningen. Så har livet alligevel ikke været spildt, sådan som han slukøret havde forestillet sig, når det kan genopleves og bruges som materiale i et kunstværk.