Beslægtede forfatterskaber

Selv om Proust er en ener og ikke let kan svuppes ned i nogen genreskål, trækker han dog i sit værk på et meget stort reservoir af franske og internationale klassikere inden for filosofi og litteratur. Schopenhauer og Henri Bergson er ofte nævnt som forbillederne for henholdsvis det pessimistiske udsyn og ufrivillig erindring, mens værkets centrale idé om perspektivisme er mere på linje med Nietzsche. Den detaljerede tegning af det sociale miljø med alle dets farverige karakterer er et projekt der låner fra Balzacs bredt anlagte ”Den menneskelige komedie”. Selve memoir-formen har en lang tradition i Frankrig med Saint Simon som en af dens fineste udøvere. Interessen for arkitektur og kirketårne med farvede ruder skyldes givetvis påvirkningen fra John Ruskin.

Som 21-årig fik “På sporet af den tabte tid” ’s forfatter stukket et af de skemaer med personlige spørgsmål, der lægger op til tænksom selvudlevering, i hånden. Eftertiden har kaldt dem ”Marcel Prousts spørgsmål” skønt den unge mand ikke gjorde andet end at besvare dem samvittighedsfuldt. En af rubrikkerne hed ”Hvem er Deres forbilleder?”, og den udfyldte Proust med følgende tunge navneliste der blander franske, tyske og italienske personligheder inden for de tre store kunstarter: Anatole France, Pierre Loti, Baudelaire, Vigny, Beethoven, Wagner, Schumann, Leonardo da Vinci og Rembrandt.

“På sporet af den tabte tid” regnes som en af det tyvende århundredes store fornyere af romanen, og det er ikke uden årsag. Med sin længde udspiler den genren og flytter grænserne for hvad man rent formmæssigt kan kalde en roman. Interessen for perversionerne og det beskidte i menneskesjælen er på sin side med til at udvide den kreds af emner det er sømmeligt at beskæftige sig med. En lignende trang til formfornyelse finder man hos James Joyce, særligt i ”Ulysses” der udkom i Proust dødsår. Prousts bog har inspireret mange andre litterære frembringelser – uden at nogen dog har vovet direkte at gøre ham kunsten efter. For det kompromisløse i projektet er især Robert Musils med sin ufuldendte kæmperoman ”Manden uden egenskaber” en værdig arvtager. Som et modernistisk kunstværk står “På sporet af den tabte tid” ikke alene med sin skildring af individet som tragisk isoleret fra andre og fremmedgjort over for en verden i hastig forandring, ligesom de komplicerede fortælleforhold, ironiske markeringer og brugen af metanarrativ, er noget som hører bevægelsen til.