Puk Damsgårds måde at formidle fakta og historisk udvikling på findes også hos journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty, hvis historiske udgivelser har krig som deres centrale tema. I sine værker “Slagtebænk Dybbøl” (2009), “Dommedag Als” (2011), “Ild og blod” (2013) og “Til døden os skiller” (2014) forener han sin grundige bearbejdning af et omfattende kildemateriale med sin sans for dramatisk skildring. En evne, også Puk Damsgård besidder.
Også journalist Peter Øvig Knudsen bedriver faglitterær fingerpræcision i sin skildring af den moderne danmarkshistorie. Han står eksempelvis bag de to udgivelser om Blekingegadebanden, begge fra 2007, og bøgerne “Hippie 1” og “Hippie 2” fra henholdsvis 2011 og 2012. Der er også en vis lighed med den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad, der i “Hundrede og én dag” (2003) fletter historien om krigen i Irak før, under og efter invasionen sammen med beretningerne om almindelige mennesker.
Som nævnt tidligere får Puk Damsgårds faglitterære tematikker modspil af et fortløbende narrativ bygget op om en karakter. Derved slægter hun på en tradition, der tæller mange skønlitterære forfatterskaber. En forfatter, der på samme vis som Damsgård forsøger at give et indblik i en verden fjernt fra vesten, men blot benytter sig af fiktionsrammen, er Khaled Hosseini, hvis romaner “Drageløberen” (2004), “Under en strålende sol” (2007) og “Og bjergene gav genlyd” (2013) er bygget op om enkelte karakterer og finder sted i Afghanistan. På lignende fiktive vis fortæller Arundhati Roy i sin roman “De små tings gud” fra 1998 om en families liv i Sydindien.