Hvor solen græder

Citat
“Forråelsen vidnede om et råddent oprør [ ...]. Et oprør, der ikke kunne organisere sig med én stemme, der ikke kunne holde sig fra modbydelige metoder og alliancer med banditter og islamister, og ikke havde formået at skabe et bedre alternativ til diktatoren.
'De kæmper ikke for deres land, men for sig selv,' sagde Nour og trak vejret gennem cigaretten. Så kiggede hun på mig med sine sorte øjne.
'Fuck revolutionen. Lad os få fred.'”
“Hvor solen græder”, s. 246.

Læseren er fluen på den bombesprængte væg, når Puk Damsgård i sin øjenvidneberetning “Hvor solen græder” fra 2014 fortæller om sine oplevelser på tætteste hold af borgerkrigen i Syrien, under hvilken hun mellem 2011 og 2013 rejste illegalt rundt som DR's mellemøstkorrespondent. Hun beskriver, hvordan opholdets formål – at videregive historien fra de civile, der er fanget mellem de to krigsførende fronter; det syriske regime og oprørerne – “trådte i stedet for frygten” (s. 57) forbundet med at opholde sig i et land, hvor journalister er blevet dræbt og gidselholdt.

Hendes beskrivelser af de interne kampe med al deres ondskab til følge holdes op mod reaktioner fra en civilbefolkning, der blot oplever, hvordan “et rædselsdiktatur blev afløst af et andet” (s. 84).

51271017

Det er primært oprørsbevægelsens folk, forfatteren er i kontakt med, og gennem bogen tegner hun et broget billede af gruppen, der ud over bestialske amatørkrigere også tæller dem, som blot ønsker reformer og demokrati.

Én af dem er overklassekvinden Nour, der med sine tatoverede øjenbryn og sin vante gang på universitetet og i cafémiljøet har et andet udgangspunkt for revolutionen end den fattige syrer. Hun trodser sin fars ønske om, at hun forholder sig passiv i forhold til oprøret, der dog ender med at blive langt fra det oprør, hun forestillede sig.

Muhannad følger derimod sin fars vilje, når han melder sig under oprørets fane, mens han selv drømmer om studier i engelsk poesi og om at gifte sig med sin kæreste. Blandt mange andre hører vi også om den afhoppede efterretningsmand Jihad, der bidrager med en førstehånds-kildeberetning fra sin tid blandt regimets indviede.

Sideløbende med den personlige beretning giver Puk Damsgård et overblik over krigens udvikling, som den tager sig ud i Syrien og uden for landets grænser. Med konfliktens optrapning inddrages det internationale samfund, hvis handlingslammelse får en tredje dimension med Damsgårds beretning in mente. Hun besøger nabolandene, der i stigende grad bliver modtagere af de syriske flygtninge, som klarer sig over landegrænsen. En traumatiseret flygtningepige kan tilskrives æren for bogens titel, hvis ordlyd er hendes eklatante beskrivelse af det land, hun er flygtet fra.