Fælles for Tom Rachman's romanpersoner er, at de alle kæmper med at finde deres plads i verden. Hans romaner rejser spørgsmål om, hvem vi er i kraft af vores omgivelser og de menneskelige relationer, der knytter sig til familie, venner og profession.
Tom Rachman er født i London, er opvokset i Canada, har boet i Rom og er nu tilbage i London. Det har medført en geografisk rodløshed hos forfatteren, som også er et centralt tema i hans romaner. I et interview med canadiske Maclean’s fortæller han: ”En af de ting, mine karakterer har til fælles, er en national rodløshed, hvilket helt sikkert er en spejling af min egen situation. ”Storhed og fald” handler i høj grad om ikke at vide, hvor man hører hjemme. Mange af mine karakterer bevæger sig rundt forskellige steder i verden og har svært ved at finde ud af, hvor de hører til.” (Brian Bethue: Tom Rachman’s latest novel asks: can a great artist be a good father?. Maclean’s, 2018-03-20. Egen oversættelse).
Denne søgen efter en plads i verden og et sted at høre til medfører ikke bare en rodløshed hos Rachman's romanpersoner. De har også alle det til fælles, at de kæmper med bristede illusioner i forhold til egen storhed og til livet i sin helhed. Det gør sig gældende både hos medarbejderne på avisen i ”De ufuldkomne”, for hovedpersonen Tooly i ”Storhed & fald” (2014), der som barn blev kidnappet af en gruppe forbrydere og ikke mindst for Pinch, der aldrig formår at få sin fars anerkendelse i ”Den italienske mester”. Alene titlerne på romanerne giver også et praj om denne gennemgående tematik.
I et interview med Weekendavisen fortæller Tom Rachman: ”Alle har på et eller andet tidspunkt i deres liv haft den tanke, at deres lod i livet var storhed. Men det er en umoden tanke, og lidt simpel matematik afslører, at det selvfølgelig er helt umuligt, at det sker for alle”. Han fortsætter ”Det er en ond løgn, at vi kan blive hvad vi vil, hvis blot vi arbejder hårdt for det. Jeg ved godt, man siger det for at motivere folk. Men i de fleste tilfælde skuffer det mere end det gavner.” (Kathrine Tschemerinsky: Det skuffende liv. Weekendavisen, 2019-04-08).
Mennesket kan ikke rejse sig i kraft af en indre styrke eller hårdt arbejde. I Rachman's romaner er det snarere tilfældigheder, der er årsag til muligheden for at hæve sig over sin skæbne og hermed sætte et aftryk i verden.
Der synes at være en sammenhæng mellem Rachma'ns syn på den menneskelige skæbne og papiravisens skæbne. En sammenhæng der handler om at tilpasse sig, når virkeligheden forandrer sig. Han har udtalt, at papiravisernes tilbagegang ikke må opfattes som nyhedsvirksomhedens fald. Det er snarere en omstilling hen imod noget, man endnu ikke ved, hvordan kommer til at se ud i fremtiden. (Tom Rachman: Q&A. Tomrachman.com, set 2012-18-06).
Sprogligt bevæger Rachman sig på grænsen mellem det alvorlige og triste og det humoristiske.