Beslægtede forfatterskaber

Hemmeligheder og løgne i familien er et tema, der optager flere kvindelige, danske forfattere. Det gælder f.eks. Ida Jessen, Trisse Gejl og Lisbeth Brun. Sidstnævnte har som Anne B. Ragde skrevet en slægtsfortælling om helt almindelige mennesker, der bor ude på landet, og der er flere ligheder mellem Ragdes serie om Neshov-familien og Bruns limfjordsserie, der består af bøgerne ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet”.

I begge serier er det en slægtsgård, der spiller hovedrollen og danner ramme for fortællingens handlinger. I begge serier står miljøportrættet stærkt, og det er tydeligt, at de to forfattere har indgående kendskab til egnen, som de skriver om. Derudover har Ragde og Brun tilfælles at skrive til sanserne. Deres hovedpersoner er imidlertid forskellige. Ragde skriver om mænd, mens Brun skriver om kvinder, og derfor har de to serier nogle tematiske forskelle. Ragdes serie handler foruden om slægten og dens hemmeligheder om homoseksualitet og ensomme mænd, mens Bruns serie også handler om kvinderollens udvikling over generationer.     

At drage sig selv og sit virkelige liv ind i fiktionen er efterhånden mere reglen end undtagelsen i litteraturen. I hvert fald skrives der en del bøger, der kan samles under betegnelsen biografisk fiktion eller autofiktion, så når Anne B. Ragde skriver om sit eget liv, som hun gør i erindringstrilogien, skriver hun sig ind i netop den litterære tendens.

Franske Delphine de Vigan skriver også tæt på virkeligheden i romanen ”Alt må vige for natten” fra 2013. Og præcis som Ragde skriver hun et portræt af sin mor, dog efter morens død. Begge forfattere sættes i gang af smerte, og selv om det er to meget forskellige mødre de portrætterer, har døtrene til fælles, at de igennem skriften søger forståelse og trøst. Både Ragde og Vigan drager selve skriveprocessen ind i romanens handling, men stilistisk skriver de forskelligt. Ragdes ”Jeg har et tæppe i tusind farver” er fragmentarisk og båret af humor, mens Vigans ”Alt må vige for natten” følger en tidsmæssig kronologi og stilistisk er mere poetisk. 

De to forfattere deler desuden den ærlighed, som de fortæller med, men hvor Ragde er mere kompromisløs, forsøger Vigan at respektere familiens version af slægtshistorien. Netop det at turde skrive ærligt er afgørende for Ragde som forfatter. Hun siger: ”Man skal ikke skrive halvt om noget. Man skal kunne gå hele vejen. Ellers kan man ikke blive forfatter. Man skal både kunne kritisere Hells Angels, muslimer og sin egen mor. Ellers er man ikke kunstner. Man skal være kompromisløs og trofast på sit skriveprojekt. En forfatter må ikke føle selvcensur, og hvad Anne tænker, er ikke særligt interessant. Men man skal huske, at ansvaret kun ligger hos forfatteren. Man må have fuld kunstnerisk frihed.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).